Det er mit liv det handler om.

Jeg blev født 2-1-1926 i Framlev ved Aarhus. Det foregik i et Jordemodercenter, hvor unge pigers forældre betalte ophold, når deres døtre var, som man dengang sagde, ”var kommet galt afsted”. Min mor der fødte mig var kun 18 år og hed Elly Nøbbe, min far Saxofonist Carl Willy Torp var nogle år ældre. Han burde jo være klogere, med så ung en pige, men hvad tænkes i det øjeblik, intet. Jeg skulle bortadopteres, der var blandt andet en dygtig Læge i Aabyhøj, som plagede for at få mig, jeg var hans ”Guldlok øjesten”.

Enden på visen blev at min mormor og morfar adopterede mig, de havde tre piger i alt, min mor Elly den ældste, Eja mellemste og Erna den yngste. De tre piger blev mine storesøstre for altid. Jeg var en køn forkælet unge, lange gule krøller og altid fin i kjole og laksko. Jordens bedste hjem fik jeg, hvad jeg har været dybt taknemmelig for alle mine år.

Min mormor og morfar blev far og mor for evigt for mig. Far var ved DSB på Ilgodset i Aarhus, mor syede arbejdstøj, bukser og skjorter 50 øre pr. del, for en forretning i Aarhus. Fars løn var 2 kr. i døgnet. Dengang kostede ½ kg margarine 5 øre. Vi boede i en dejlig villa, Tousvej 41, Aabyhøj. Far havde selv bygget huset efter arkitekttegning. Det var det andet hus der blev bygget i Aabyhøj i 1923. Huset blev kaldt ”Otium” som betyder fred og hvile. 

Jeg blev meget forkælet, fik alting, intet var for godt til søster. Jeg husker, da jeg var 3 år, de store piger elskede at gøre mig bange, se søster derude i pæretræet sidder ”Museres Munkgaard” og han kommer og tager dig nu! Måske var det fordi, de var jaloux på mig. De fik jo ikke den opmærksomhed, som jeg fik. Eja var forlovet med Harald, han boede hos os, han elskede søster og hjalp mig mod pigerne.

Jeg husker Rutebilen kørte forbi huset og der var en Chauffør som hed Strandgaard, som jeg var lun på. Når han kørte forbi, stod jeg ved lågen fuldt påklædt, med rød alpehue, laksko og frakke, han dyttede, vi vinkede, gik ind og fik det fine tøj af igen, bare 3 ½ år og så forelsket.

Jeg var 5 år før jeg fik lov at komme ud på den anden side af havelågen. Der var marker på den anden side af vejen, jeg sad altid og plukkede blomster til mor, verdens bedste mor, som altid havde oceaner af tid til mig, jeg har elsket det menneske højest her på jorden. Ingen kom højere end hende, Elisabeth Marie Nøbbe. Far det var Frederik Jacob Peter Marinus Nøbbe, der var jo altid mange navne dengang. Ærlige, arbejdsomme mennesker de kære to.

Der boede to piger i nr. 39 på Tousvej, de hed Ella og Hilda Blæsild. Deres mor var død fra dem, de havde en lille rund kvinde til husholderske. Det jeg husker mest om Ella, var det enorme store underbid, hun havde. Hver dag når hun kom fra skole, gik jeg derind, kun for at se hende spise. Jeg var meget forundret over når hun tyggede, hele hendes underkæbe vippede op over overlæben, op mod næsen, som vippede op og ned. Det var en festforestilling uden lige, men ganske gratis.

Hun havde frikadeller ved ørerne af håret, det var flettet og rullet sammen og sad fast med hårnåle oppe ved ørerne, så hun lignede Beethoven, som jeg troede han så ud.

En dag fandt jeg en gammel pung af min egen, satte en lang snor i og lagde pungen ned på gaden. Ella kom susende ned af Tousvej for fuld fart på sin cykel. Mindst 10 meter fra pungen, sprang hun af cyklen og råbte ”hva` er da det” hun nåede pungen og idet hun skulle samle den op, hev jeg i snoren til hendes store forskrækkelse, det var mig – gemt bag en busk der var så ond. Hendes underbid for op og ned i vild fart, den dag gik jeg ikke ind for at se hende spise, mit behov var dækket ind i det øjeblik Det var jo en grim tøs, der som altid skreg af grin, altså mig, søster Nøbbe. Hilda var mere normal, men de fik lov at lave husarbejde, skulle altid hjælpe til. Jeg var jo så heldig, min dag gik med at blive forkælet, hvad jeg var meget godt tilfreds med. 

En lille dreng, der hed Jørgen Johan Tang Christensen, kom hver sommer på ferie hos sine bedsteforældre på L. Holbergsvej 27, han blev min legekammerat, fra vi var små. Han var en lille gulhåret spilopmager og drilagtig var han, men køn. Vi legede hos Postpakmester Pedersen på hjørnet af Ludvig Holbergsvej 40. De havde to børn, Inge og Busse. Vi fire havde en dejlig legeplads der, de havde kontrol hønseri.

Jeg husker min dukkedreng hed Jørgen og så en dag skulle dukken sidde på bagagebæreren på min cykel, men til min store sorg smækkede den i med et rabalder og kappede fødderne af dukke Jørgen. Cyklen var en Storm P. tegning. Det var Eja`s gamle store cykel, hvor en sadel blev sat fast på stangen. Bagagebæreren var ny og med smæk i. Cyklen var jo en voksen én og jeg var ikke ret stor.

Vi legede hver sommer alle fire og Inga fra Arnegården kom med i firkløveret. Pludselig var vi 12 år og jeg så ikke Jørgen før vi var 17 år.

Jeg var så forkælet, at jeg fik et klaver i 10 års fødselsdagsgave og begyndte så at få undervisning af en hejre, der slog med en lineal over fingrene, når jeg spillede forkert, det blev til mange dask, for mange syntes jeg. Hun hed Fru Mortensen, hendes mand handlede med fisk, jeg syntes altid klaverstolen lugtede af fisk og fik min mor til at lugte til den hver gang. Fru Mortensen havde siddet på den, jeg var jo ikke klogere. Da jeg fyldte 12 år var der en tøs, der sagde, du er en horeunge, gå ind og spørg, hvem der er dine bedsteforældre. En led tøs var hun.

Jeg sagde til far ”er jeg en uægte én og hvad er det at være uægte” Far sagde, sludder søster, det er en af ler og du er ikke af ler vel?  Jeg sov i soveværelset, vi havde udlejet 1. salen i huset. Jeg var lige ved at sove, så sagde jeg ”jeg søster er en horeunge”. Det kan nok være lyset blev tændt og jeg fik at vide at sådan noget var meget uartigt sagt, det måtte jeg aldrig sige mere, om jeg ville love det, jaja, men med dynen trukket godt over hovedet, hviskede jeg det stærkt forbudte ord mindst 100 gange, altså når det nu var så slemt, så var det da med at sige det til sig selv.

En anden dag sagde en kropdue, Grethe Svendsen til mig, spørg hvem der er din rigtige far og mor? Jeg var vel 13 år dengang, det er ledt gjort, når man intet ved om det. En dag var jeg alene hjemme, hvad der sjældent skete, jeg rodede i kommodeskuffen med private papirer og ups, der lå søsters dåbsattest. Lissie Marie Nøbbe, datter af ugift Telefonistinde Elly Nøbbe. Nå dada tampen brænder. Jeg spurgte Harald, da han kom hjem fra arbejde ”Harald er du min far?” Nej søster, det er jeg ikke, men jeg elsker dig og det gør far og mor og dem alle også.  Jeg var meget på ferie hos Eja og Harald og da jeg var 6 år fik de Leif, en dejlig dreng. Jeg huggede altid hans sutter, selvom han skreg, vi var ligesom et par søskende gennem årene.

Hjemme var der Sognerådsmøde hos os. Mor bagte dejligt brød og der var dækket op i spisestuen ved det store ovale spisebord, der var kaffe, kringle, småkager og portvin til. Jeg fik lov at sidde pænt med ved bordet. Min elskede mor havde et flot hvidt forklæde med smæk på, det var med broderier i blankt, hvidt garn. Mor var altid så pæn.

Et Sognerådsmøde er på samme niveau som et Byrådsmøde i dag, en 8-10 mænd i veste med ure i kæder og fine skjorter med stivede flipper. Hvor var det hyggeligt, at alt var pudset og gulvene vokset med hvidt voks på linoleumsgulvet. Jeg er lige i dette øjeblik næsten hjemme i stuen på Tousvej 41. De sagde ”du er vel nok en sød og rolig pige søster”. Jeg følte mig helt stor, trods jeg  måske var 6-7 år.

Far var en velset mand i byen, hans kælder var lige så ren som vores stue ovenpå. Vi havde wc i kælderen, det var ikke andet end en spand med træplade på, hvidskuret og avispapir til den anden ende. Jeg tog altid vores Schæfer med derned, for en ræd hare, har jeg altid været, men hunden var stor og det var jo låst, så jeg behøvede ikke at være så bange. Jeg sagde ”kom vi skal på lokum vi to” og op sprang hunden, selvom den lige havde snorket højt. Ordet lokum, det vidste den hvad betød.

17-4-1940 blev jeg konfirmeret, da var Anden Verdenskrig brudt ud. Jeg husker der altid om tirsdagen kom en mand med en trækvogn, han råbte ”sild er godt, sild er godt” Det måtte det så absolut have været, for der var en lang række af katte bag ham hele vejen. De fik sildehoveder og skindet fra skrubberne.  Vi havde ikke køleskab, men mælkemanden havde store blokke is med, som blev lagt ind i et hvidt køkkenskab, så et slags isskab havde vi da. Jeg tog, hvad der dengang kaldtes fri mellem i skolen, jeg var god til grammatik og blev tit hentet op i Realen og skulle fortælle om grammatikken for de ældre børn. Jeg har alle forholdsordene i hovedet endnu efter så mange år.

”Hvad man i barndommen nemmer, man ej i alderdommen glemmer”

Jeg var just ikke et pragteksemplar i skolen, fik tit en lussing eller en sangbog i hovedet af læreren. Jeg havde så let til at skvaldre af grin, særlig når der var en der skulle sige et salmevers, så kunne ungen jo heller ikke lade være at grine og bang, så sad sangbogen flot i panden af mig og jeg måtte jo forklare bulens eksistens da jeg kom hjem. Der var også en handelsmand i mig, jeg havde et stykke godt gennemtygget tyggevoks, gult tror jeg, det solgte jeg til en pige, jeg havde spyttet det ud, men huskede hvor det lå. En lastbil havde kørt dette over, men vi fik da samlet det op i småstumper på vejen fra skole. Det er underligt man husker så langt tilbage, som var det lige sket.

Jeg kom ud af skolen som 15 årige. Jeg havde set en seddel om en dame, der søgte en ½ dags pige til 20 kr. om måneden. Jeg cyklede derop og fik pladsen. De havde en dejlig Bulldog, som jeg også skulle gå tur med, jeg var jo vant til Schæfere, vi har haft den slags hunde altid. Når jeg kom om morgenen kl. 8 stod hele køkkenbord og vask fuld af beskidte gryder, tallerkner, kopper og alt. Kællingen havde ikke engang sat det i blød, jeg fik jo fri kl. 14, så det var en stor opvask. Jeg var jo så forvænt hjemmefra, så til sidst sagde jeg til damen ”Ved De hvad frue, jeg tror jeg vil nøjes med at gå tur med hunden, jeg er ikke vant til sådan en masse opvask hjemme hos min mor, hun har det ryddeligt. Tænk, så sagde madammen at så kunne jeg bare gå hjem og blive der, jeg sagde farvel til hunden med blødende hjerte, den var så kær.

Mit næste job var på en lille systue, 2 kr. om ugen. Alt det hun syede forkert, skulle jeg pille op og så ellers sy hægter og knapper i. Det varede heller ikke ved. Da jeg fik min første ugeløn spurgte damen ”hvad skal du så bruge din løn til?” Jeg køber kager til min mor og fars kaffe svarede jeg. Jeg var ikke til blivende arbejdspladser, kun så længe det var nyt.

1-4-1944. I krigens værste tid flyttede Jørgen, hans forældre og et par brødre over i huset på Holbergsvej, jeg var der som en mis. Jeg spurgte Jørgen ”vil du med hjem og spille på min harmonika?” Ja det ville han gerne. Han fyldte 18 år den 22-5 og tænk så den 24-6 var vi ringforlovet , samme år. Hans bedstefar sagde, har du hentet Jørgen på banegården, ja det har jeg og nu er vi ringforlovet hr. Hansen”. Jeg fik en skideballe af min far og mor. Det var virkelig romantisk.

Jeg kom fra mit arbejde hos en slagter i Aarhus, Jørgen hentede mig der, jeg havde købt 2 bundter gulerødder med grønt på og vi hentede vores ringe hos guldsmeden. Det var på Banegårdspladsen vi blev ringforlovet. Mens jeg åd gulerødder tog vi ringene på og købte en buket roser til mor, men jeg fik alligevel skæld ud trods roserne.

Vi gik på gaden i Aarhus, tyskerne skød vildt fra deres lastbiler efter alle danske, vi røg ind af den første gadedør, der var åben. Det var nogle grimme år, de 5 år det varede. Hos slagter Mortensen kom der mange tyskere, mange fortalte de skulle til fronten, de stakler. Jeg husker en skæg misforståelse. Jeg havde hørt ordene, so ungefähr, so ungefähr, jeg ville jo også sige, so ungefähr, ja danke schön sagde tyskeren, jeg stak ham spegepølsen, jeg troede det betød uden papir og ikke sådan omtrent. Han stod der med pølsen i hånden og gloede.

En dag, da de bombede i Aarhus, stod Jørgen og jeg oppe på hans bedstefars udhustag, det var en fæl oplevelse, vi nærmest blev trykket ind mod skorstenen af den kraft fra bomberne. Vi var som et par store børn, Jørgen og jeg. Vi arbejdede begge hos Skadhedes lak og farvefabrik, de lavede også tandpasta og sæbe til de tyske barakker. Jeg syntes, det var bedre vi var der begge to, så kunne vi følges ad til arbejde. Vi cyklede til Viby fra Aabyhøj. Jørgen var bryder i THROT. Det var en brydeklub i Aabyhøj. Jeg var gerne med, når vi skulle ud til stævner. Jørgen var begyndermester og fik medalje.

Jeg havde min harmonika med og vi var en lastbil fuld med brydere med et stort THROT skilt på presseningen så tyskerne kunne læse, at det var sportsfolk, så de ikke skød efter os. Jeg spillede og de sang. Jørgen sang så dejligt. Han skulle have været i Drengekoret i København, men de havde ikke råd til dragterne.

En aften var vi i Aabyhøj Bio og på vejen hjem, hylede vi som ulve. Jørgen og jeg var vel bare 19 år, så herregud da. Dengang vi så kom hjem efter ulvehylene, sagde min far ”hørte I den stakkels hund, der skreg sådan i smerte, den er nok blevet kørt over”. Nåh, det var da bare Jørgen og mig, der hylede for sjov hele vejen hjem. Husk på at en bil jo var en ret sjælden ting om aftenen. Sikke en skæld ud vi fik begge to.

Det er mærkeligt at tænke på, at jeg har oplevet Stauning som Statsminister og kan huske de i radioen sagde ”Regeringen er gået af”. Jeg skyndte mig ned til Åen, hvor Harald var og jeg råbte ”Regeringen er gået af, Harald”. Det var en sensation, syntes jeg.

Jeg har oplevet Kong Christian, Kong Frederik og nu Dronning Margrethe og Dronning Ingrid før, hun var jo en sød Dronning, så fin.

Det er underlige ting, der kan dukke op, mens man genopfrisker sit liv. Mange af mine skolekammerater og venner derhjemme i Aabyhøj er døde, ret tidlige endda.

Jeg blev døbt i Aaby Kirke hos Pastor Hansen og i samme kirke blev jeg i 1940 konfirmeret. Jeg husker en tyk onkel Henry. Han åd ½ liter is til mors skræk, for det var ikke let at få ret meget af den slags. Den gang fik man et telegram med 5 kr. i, nogle var mere givende, de gav 10 kr. Det var jo sedler i 5-10 kr. Jeg syntes, at jeg mindes, at have fået ca. 280 kr. Det var da godt dengang.

I dag ville børn jo grine sig ihjel over beløbet.

Jeg fik et armbåndsur af mor og far, sølvhalskæder og fingerringe, det hele blev holdt i vores soveværelse med bordplader stillet på bukke, stor fest var det. Jeg husker endnu min konfirmationskjole, den var med matte og blanke striber skiftevis. Senere blev den til en flot, blå balkjole med de blanke striber, som blev mørkere end det matte.

Jeg byttede med Harald, han havde en noget gammel robåd nede ved Brabrand Sø, den ville jeg gerne eje og jeg havde et stort stykke faldskærmsstof, som blev syet i en Trenscoat til Eje, så Jørgen og jeg tog min harmonika og roede ud i Brabrand Sø, jeg spillede og Jørgen sang, så det gjaldede i den lune aften. Jeg skulle altid være hjemme kl. 22, for tænk hvad der kunne ske efter den tid (aldrig før). Hvor er der mange minder der dukker op, når man tænker tilbage i tiden.

Vi snakkede jo om at blive gift med tiden. Der gik 4 år på den måde og folk skævede til mig, skal hun mon have barn, den søster Nøbbe, men nej jeg var på Aarhus gummivarefabrik et stykke tid, så den sag var sikker nok. Vi var nogle værre piger der. Vores værkfører kaldte vi hul i hovedet, for det sagde han til alting.

En dag pustede vi en gummifidus op og tegnede hoved på den og fæstede den på værkførerens jakke, det varede et godt stykke tid inden hul i hovedet opdagede den, men så havde han også været rundt ved flere borde til stor jubel for dem han vendte ryggen til. Engang da jeg var med bussen hjem fra arbejde, var alle så søde de smilte til mig, jeg smilede igen. Da jeg kom hjem, forstod jeg hvorfor de grinede. Et stort mærke var sat på min jakke ”Kun til salonbrug”. Det var bare en tur på ca. ½ times tid med ene smil på læberne. En på arbejdet kom med en prøve i et ret højt reagensglas  med væske i, jeg var altid nysgerrig og spurgte ”hvad er det”. Parfumse, Lissie, snus godt til det. Av min arm, det var det der 3 dobbelt Salmiak Triplex. Jeg tog et ordentligt snus indad, hvis jeg havde haft hjerne, røg den ud den dag. Jeg lignede en fluesnapper, kunne slet ikke få luft igen, lettede 3 meter følte jeg, men dengang var jeg tynd og pæn. Jeg spurgte aldrig mere, hvad der var i deres prøver, så noget lærte jeg da alligevel.

En dag sagde de andre piger, skal vi ikke købe en lille gave til hinanden. Hvad tror I jeg fik? ”Et rivejern” så jeg har nok fortjent det. Jeg havde det i flere år.

Tiden gik og vi besluttede os så for at blive gift den 24-4-1948. Vi lejede tøjet begge to, vi havde jo ikke ret mange penge. Vi havde fået en kælderlejlighed på Holbergsvej til 40 kr. om måneden. De kaldte manden Røde, om det var håret eller han var kommunist, ved jeg ikke. De havde en dejlig Schæferhund, der hed Stella.

En dag havde den lukket vores køkkendør op og vores skab og ædt vores pålæg. Det gjorde intet, når det var hunden, så pyt.

Jørgen var løsarbejder på DSB og jeg gjorde rent hos hønsene ved Inge og Busses far. 1,25 kr. i timen steg jeg til. En dag var den gruelig gal, jeg havde samlet de dyre æg ind i en kurv, det var jo et kontrolhønseri og hvert æg var der skrevet nr. på, de var dyre. Så faldt jeg ned af en stejl stentrappe til kælderen med æg og hele baduljen, men så gik jeg også hjem. Jeg har altid været et stort skøvl på benene. Jørgen sagde tit ”Lissie, om der så kun lå en tube tandpasta på et stort dansegulv, ville du falde over den”.

Jeg har altid været sygelig jaloux, bare der gik en pige på gaden, sagde jeg ”Nå, du glor nok, hva`?” Jørgen sagde, jeg kan da ikke lukke øjnene og at der går folk på gaden, kan jeg da ikke gøre for.

En gang var vi i Jysk Teater og skulle vistnok se genboerne, det var noget man var medlem af, så kunne jeg se i spejlet, da vi tog overtøjet af at en tøs smilede til Jørgen. Nådada, hun gik lige bagved mig, så skal det lige siges, jeg havde højhælede sko på og så stod vi i kø, jeg løftede benet og så trådte jeg hende oppe fra og ned efter hårdt, meget hårdt, med hælen, så tøsen skreg i vilden sky. Jeg vendte mig om og sagde, hva`sker der?

Jo, hun blev trådt på over foden. Det var da vel nok synd for dig, sagde jeg engleblidt og skulede til Jørgen. Føj da.

Vi fik en lejlighed på Silkeborgvej 351 i Aabyhøj. Der var jeg lidt gravid med Birthe. De mennesker var skabt i Guds vrede, de var Jehovas Vidner, føj, hvor var de ondskabsfulde. Jeg slog søm i væggen og det blev aften, men jeg var ikke færdig så jeg fortsatte med bankeriet. Jørgen var på arbejde på Fyn. De lagde telefonledninger ned på banelegemet. Næste dag blev der banket på min dør. Du har ødelagt hele vores aften, vi havde bønnemøde, hvor vi stillede spørgsmål og de andre skulle svare!  Nå, kunne de så ikke det? Nej, for du ødelagde seancen ved dit bankeri. Så var de bare sure på mig og gik op og lukkede for lyset ind til mig, det hele var ude på gangen. Jeg skulle bone en trappe af noget stenværk, med det resultat at jeg røg på ryggen ned af trappen med skraldespanden højt hævet over mig, af skræk for at jeg skulle spilde på trappen. Tjuhej, hvor det gik nedad. Jeg skulle bede gæsterne om at tage fodtøjet af, når de gik op til mig, familien og vennerne.

Frandsen hed de. Jeg sagde, at hun skulle bo i jordhule og ikke i et hus, så var hun sur. En aften vidste de ikke, at Jørgen var kommet hjem og så kom Frandsen op og bankede på og skældte mig ud, så sagde Jørgen, kan du holde din kæft og komme ned til dig selv ellers skal jeg fandeme hjælpe dig, Frandsen og så lukker du aldrig mere for strømmen ind til Lissie. Han strøg ned af trappen og ind til konen.

Den 26-6-49 fik vi Birthe, en dejlig søndag kl. 16. Jeg var så heldig, at Jørgen var hjemme den dag fra Fyn. Jeg sagde midt under det hele til Jordemoderen ”Gid pokker havde alle tissemænd” Ja det gav hun mig ret i den dag. 10 min over kl.16, da det var ovre, kom Elly og hendes mand Marius, hun havde det på fornemmelsen, Elly. Jeg har aldrig kaldt hende mor, for jeg har jo haft min egen mor og man har jo ikke to af den slags, slet ikke, som min mor var!

Jørgen sagde, da Birthe skreg, at det må være en dreng med det skrig. Farmor sagde at piger da også skreg højt. Vi fik bøf og jordbær med fløde den dag. Da kostede 1 ½ kg. Jordbær 1.75 kr. Tiderne er jo skiftet. Frandsen kunne ikke lide børn, så det var ikke så godt med dem.

Der har jo været op-og nedture, som i alle ægteskaber, man skal ikke lukke øjnene for det. Det har ikke været en dans på roser altid. Man må jo tilpasse sig hinanden og når man så har slebet kanter går det hele godt.

Da Bitten en dag kom op af sin seng, kom Jørgen hjem, han havde købt et sæt gamachebukser, en sød bluse og en tophue i hvidt og blåt. Må jeg gå en tur på gaden med Ditter, som han til tider kaldte Bitten. Nej, hvor var de søde de to.

Tøjet passede så fint og de gik frem og tilbage på fortovet. Det var en stolt far med sin lille, krøllede pige.

Da Bitten var 1 ½ år flyttede vi til Hobro. 24-1-51 byttede vi lejlighed med en der hed Snedker Bentsen. Det mest mærkelige var, at lejlighederne var ens, så det var ingen forandring ved det. Vi havde jo kakkelovn. Det var Horsøvej 13 vi kom til at bo i.

Jørgen kom i lære hos Ernas mand Walther. Han var skorstensfejer i Hobro. Vi fik 120 kr. om ugen til alt, husleje, skat, mad, tøj og brændsel. Ak ja, de strenge tider.

Jeg ved min mor var så ked af at Bitten flyttede, men Jørgen fik jo læreplads som 24 årige. Han var dygtig med sine hænder og sit hoved. Vi var meldt i Boligforeningen i Hobro, hvor Walther var formand, så da der blev bygget nogle huse, lejede vi et der. Da var Benthe på vej, så vi flyttede 1-1-1953.

Der var 18 huse og hvis vi ville fyre i dem, så de kunne tørre ud, måtte vi bo der gratis i 3 måneder. Det blev jo mig, der fyrede op og holdt ved lige hele dagen. Jeg blev jo mere og mere tyk, som tiden gik. Jørgen fyrede om aftenen, når han kom hjem fra arbejde.

29-4-53 fik vi så Bennemut, hun var også sød med proptrækkerkrøller over hele hovedet. Jørgen var jo også krølhåret. Ja så var der gang i yngleriet. Pludselig synes Inge, det var hendes tur til at blive vores barn. Inge blev født i samme soveværelse som Benthe.

4-5-55 en lille sød sag, som Benthe slet ikke syntes skulle ligge i hendes barnevogn, hun var jo kun to år og nogle få dage og var vant til at sove til middag i vognen. For at gøre det hele færdigt, havde vi 3 skorstensfejere boende på kost, til 25 kr. ugentligt, med sengetøj.

De to boede på et værelse og en alene og børnene sov hos os. Der var kun to værelser. Vi troede ikke, vi kunne klare at bo i huset uden logerende. Jeg vaskede i gruekedel og kogte tøjet, det var en gasgruekedel dengang og vaskebræt. Jeg havde 10 kr. om dagen til mad og vaskepulver, men det gik jo.

Vi gik ture med børnene i skoven og fandt ting at lege med og på Sildehagen med saftevand og madpakker. Der var bedre tider for børn dengang, nu i disse dage skal det kun være kostbare ting ellers dur det slet ikke. Når vi taler om dengang, syntes børnene vi havde det godt, de vil ikke bytte med noget, det er jeg glad for. Vi havde jo ikke råd til udfoldelser, der kostede penge.

Vi når så til 11-2-59. Da får Jørgen endelig sin dreng, og hvor var han køn, med store blå øjne. Jeg husker Købmand Mikkelsens sagde til sin mand, kom, skal du bare se hvor smukt et lille barn, nu har I fire skønheder. Ja det havde vi.

De børn var vores rigdom. Vi havde ikke meget at gøre godt med, men de gratis glæder fandt vi frem. Jørgen legede med børnene, vi spillede med kugler i en stor skotøjsæske, hvor der blev lavet huller i. Jørgen lavede snurretoppe, en lille rød træ dukkevogn og hvad der ellers var. Tegnede Skipper Skræk og store sejlskibe. Jørgen var meget dygtig med sine hænder. Der var op- og nedture som i alle ægteskaber, men vi holdt ud, selvom vi var ude på dybt vand, ind imellem. Ingen er fejlfrie og det er jo naturligt her på jorden.

Jeg længes tit hjem til min mor og far i huset på Tousvej 41. Men man lærer at indordne sig, som forholdene nu engang er.

Jeg havde flere forskellige rengøringsjob på Højdevej, lidt penge havde stor betydning for opretholdelsen af vores hverdag. ½ kg fars kunne strækkes langt selvom vi var mange om at dele det. Jørgen blev med tiden skorstensfejersvend. Det var et hårdt job, særligt om vinteren. De kørte jo rundt på cyklen og havde stige, tov med jernkugle på, koste og arbejdsjern til at rage sod ud med. Om vinteren gik de over markerne fra gård til gård med al den oppakning. 24 steder dagligt. Jørgen sled og slæbte altid.

En dag faldt han ned af et tag og ramte en bunke brændeknuder og slog sig slemt og ødelagde sit ene knæ. Det var minisken der gik til. Jørgen kom på Ortopædisk Hospital i Aarhus, efter lang tids venten, et par måneder med stærke smerter.

Det var omkring 1960. Da Jørgen var opereret og gik sygemeldt, kendte han en mand der viste ham, hvordan man isolerede, det blev starten til ”Hobro Isolering”. Når Jørgen havde været ude som skorstensfejer om dagen, tog han ud og isolerede om aftenen, for til sidst at droppe skorstenene.

Jeg begyndte at tage med ud for at lære det fag. I 1960 døde far og mor. Huset blev solgt og vi fire piger arvede en lille sum penge. Vi købte en gammel bil, en Fordson varevogn med frostsprængt køler. Jo det gik bare godt. Når vi var ude at køre en tur, var det som en Storm P. tegning. 4 børn, 2 voksne og Nick vores Cocker Spaniel. Nikkenambo kaldte vi ham.

Bitten var en stor hjælp, når hun passede de mindste. Manse var tit med os. Vi købte et stykke jord i Helberskov og når vi var færdige med at isolere, så gik turen ud på den græsmark for græsset stod så højt, at vi dårligt kunne se ud af bilens vinduer. Det var skønt, men det var vores helt egen jord. Vi byggede et dejligt bindingsværkshus med stråtag i 1966 og det står ligeså fint endnu, men er jo i høj pris. Har været solgt flere gange. Stråtag og kviste på, rigtig dejligt. Men som man siger, alting har sin tid.

Vi købte et grimt hus på Hostrupvej 12 i Hobro i 1972. Alt blev brækket ned indvendig og lavet om.

Der boede vi til 1986, solgte til Inge og Holger og købte Pedersens ejendom på Randersvej 135 i Fårup. Jørgen havde aldrig været syg, siden det med knæet. Han begyndte at tisse blod, kom på Sygehuset og imens flyttede vi til Fårup. Jørgen fik fjernet sin ene nyre og var meget syg. Manse var på Grønland og kom hjem til sin far på besøg. Det var en helt anden Jørgen vi fik hjem. Han var stille, havde glædet sig meget til alt det han ville lave i sit værksted, han var så dygtig til at dreje i træ, vi har alle noget han lavede til os.

Vi havde vores tre dejlige Schæfere, Honda, Ikon og Hista, de dyr var Jørgens stolthed, når vi kørte på træningspladsen med dem. Jørgen vandt pokaler med Honda. Vi købte Jepper, et 4 måneder gammelt føl, som var en Nordbagge. Han blev stor og flot. Berit købte ham til sin konfirmation, jeg var jo ræd for heste.

Jørgen fyldte 60 år den 22-5-1986, den fødselsdag blev holdt på ejendommen i Fårup ”Karls Minde”. Jørgen var vellidt af mange, så der var godt besøgt af folk både Bankdirektør, venner og forretningsfolk. Inge fra Bredballe kom også, hun havde en kransekage og sherry med. Jørgen havde det helt godt. Skulle jo til kontrol hver 3. måned. En dag ringede han hjem ”mor, jeg skal have kemo og stråler”. Det var lige det vi havde frygtet og så gik det ned af bakke.

Benthe og Per havde fået tvillinger, så Jørgen bar Maja og jeg Erik til dåb i Hobro Kirke.

Vi havde nogle gode børn, svigerbørn og så de små børnebørn. Birthe og Leo boede i Fårup, så Mette og Berit besøgte os tit.

Jørgen lovede at føre Manse op i Domkirken i Århus den 18. juli 1987, da han og Liv skulle giftes. Jeg tror det var det, der holdt Jørgen i live, for 14 dage efter 4-8-87 døde han, mens jeg holdt om ham. Hvor har jeg tit ønsket de 1 ½ års pinsler havde fået ende, dengang han blev opereret, så var megen smerte undgået.

Det er mærkeligt at alle vennerne forsvandt gennem en si med meget store huller i. Det er jo når folk er syge, venskabet burde vise sin magt. Da Jørgen døde, takkede jeg Gud for min Jørgens pinsler var forbi. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for ham, i de 1 ½ år det varede. Jeg har haft en god familie i alt, - de hjalp ved at være der. Man bliver alvorligere, når først sorgerne rammer. Jørgen havde den sorg, at vores elskede Hista blev kørt ihjel, dagen efter sin 2 års fødselsdag. 3 uger efter Jørgens død, blev Ikon aflivet 4 år gammel. Jeg havde fået Fossi af Jørgen, fordi Hista jo var min, hun passede godt på mig. Honda var hos Manses. Jeg solgte ejendommen efter at vi havde boet der, Jørgen i 18 mdr. og jeg i 20 mdr., jeg havde jo kun min efterløn, ingen livsforsikring eller noget der lignede. 200 kr. pr. mdr. tilbage til alting havde jeg, når huslejen var betalt, det var som at være tilbage i fordumsdage pengemæssigt set.

Første gang Jørgen så huset, var da vi var flyttet ind og han kom direkte fra Sygehuset. Vi sagde ”Jørgen, luk øjnene op, når vi siger til”. Nej, hvor er her dejligt, aldrig har vi boet så pænt, sagde han. Så lidt glæde fik han den dag.

Den dag Jørgen døde, lagde Ikon sig op på min seng og lå og kiggede på Jørgen, hunde er kloge. Bedemanden kom, vi holdt andagt i stuen, og mine børn og børnebørn plukkede valmuer, kornblomster og marguritter og dryssede dem ud gennem allèen til landevejen, det var Jørgens yndlingsblomster, han fik på sin sidste rejse fra Fårup. Man bliver vemodig ved tanken om alt det dengang. Husk på alle de år jeg har haft Jørgen i medgang og modgang. Jeg har skrevet flere små dagbøger om det at blive forladt. Jeg syntes, Jørgen fik en smuk begravelse, jeg tog billeder af kisten, måske syntes følget, at det var mærkeligt, men det var trods alt min Jørgen, der forlod mig derfor fra vugge til grav for mig.

Hvor er det synd Jørgen blev snydt for alle de små, der er kommet til. Jeg er jo rig i den retning, men fattig på følelsen, som ingen forstår, mit hjerte blev til en sten, da Jørgen døde. Det burde jo være blevet anderledes, men tiden forkramper alt i én, det er godt det blev mig, der blev den sidste. Andet ville have været meget synd for Jørgen.

Børnene syntes, jeg skulle skrive lidt om mit liv. Jeg flyttede først på Hodalsvej, siden tilbage på Hostrupvej 12, men det var ikke lykken, man skal aldrig vende tilbage til det man forlod, intet blev, som før. Jeg flyttede på Nordvestvej 3, men havde ingen tilbage i Hobro, så pigerne lejede en lejlighed på Gislumvej 8 i Aars, hvor jeg sidder og skriver disse sider.

Til maj flytter jeg i et almenyttigt, boligkompleks, helt nyt. Jeg har mine to dejlige venner, Jacob og Putte som er mine papegøjer, de er en glæde for mig.

Jeg spillede i 8 år i Biecentrets husorkester i Hobro. De venner savner jeg, men kan jo også leve uden dem. Jeg spiller med en mand, Lindhart, han spiller harmonika og banjo, jeg spiller på orgel. Jeg har heller ikke for godt helbred, men det får vel ende en dag, nu er jeg snart 76 år. Jeg synes alle mine børn med familie klarer sig i tilværelsen, det går jo op og ned, hist og her. Jeg har tit følt, jeg sad i et dybt hul uden lys, har flere sorte sække med minder, som jeg tror, jeg futter af ved den sidste flytning, det er ikke noget at slæbe med, de sidste år af mit liv.

Det at blive enke som 61 årige er et meget dårligt valgt tidsrum, det er hverken fugl, fisk eller midt imellem, rent ud sagt en trist alder at sidde tilbage med. Nu er der gået 14 år på den måde, en dårlig trøst for mig er at vi bliver meget gamle i vores slægt.

Johns side

Jeg vidste jeg havde en bror John, lige fra jeg 16 år, men først i 70’erne fik jeg opsøgt ham. Jeg havde skrevet til hans mor Else, men hun blev meget vred, anede ikke min eksistens. Jeg skrev til Aarhus Folkeregister, til Københavns og fik da at vide, at John var i Brasilien, bosat der. Jeg skrev til Ambassaden i Brasilien, de skrev tilbage, at John lige var rejst til England, men ville bosætte sig hos sin mor i Tranbjerg J. Jeg skrev et anbefalet brev til John hos sin mor. John ringede samme dag, at Jørgen og jeg skulle komme og besøge dem samme dag. ”Jamen, hvad siger din mor?” ”Hun er så nervøs, men I er velkomne”. John stod og ventede på en parkeringsplads, da vi kom. Han sagde bare ”Nej Lissie, hvor du ligner vores faster” John sagde til hans mor: Det er det bedste daddy har gjort, mor, at jeg har en søster nu. Siden den tid var vi tit for at besøge dem. John taler mange sprog og blev Guide hos Tjæreborg både i Danmark og Lanzarote. Jeg er glad for John. Jeg er lykkelig for at have fundet ham og jeg elsker ham for den han er. Han har fået en stor forvirret familie, som jeg har lodset på ham, men håber han er glad for den. Han er et hjertens godt menneske, bor i Helsingborg, Sverige. Bare jeg dør før ham, jeg tåler ikke mere, det at miste. John spiller også, han udgiver musik på Internettet og skriver med mange landes folk. Han har en lille hund Kally, som han bor med alene. Han spurgte om jeg ville derop at bo, men jeg kan ikke undvære mine kære, jamen de kunne besøge i Sverige, nej jeg er et vrag i kroppen.

Jeg har skrevet digte, det har jeg efter Johns og min far Carl Willy. Synd han ikke så mig, han døde som 56 årige. Han spillede på mange instrumenter, men Saxofonen var måske den foretrukne.

Voksenlivet

Det er sjovt, som det former sig gennem livet.

Jeg har stadigvæk forbindelse med Inge Pedersen. Jørgen fik besøg af hende på sin 60 års fødselsdag, det glædede ham oprigtigt. Vi var til Inges 60 års fødselsdag den 2-10-86 i Bredballe, vi havde alle vores tre Schæfere med i varevognen. Det var vist den sidste rigtige lange køretur vi var på, det var jo imellem kemokure og stærke tabletter, så det var så som så med bilkørsel.

Hendes næste fødselsdag var Jørgen ikke mere. Inge ringer tit til mig, hendes mand er heller ikke rask mere. Inga fra Arnegården bosat i Norge, har mistet sin mand Kaare, de nåede at besøge os i Handest, da de var på besøg i Aabyhøj. Inga skriver jeg lidt sammen med. Kaare var en god mand, fik sin gamle kræftsygdom brudt op igen trods de havde forsikret ham om, at han var helt rask, men kræft er lusket, når man først har haft det i kroppen, ligger det og lurer på fremtiden.

Det er sjovt at se sine venner fra barndommen holder ved, men dem senere i livet forsvinder ud i den blå luft. Jeg er jo nok heller ikke den mest spændende at omgås og besøge.

Jeg har tabt livsgnisten, min krop er færdig, min ryg er slidt op, hvis jeg ikke havde den tro på at vi mødes igen i himmelen, havde jeg gjort en ende på al den smerte. Jeg tror fuldt og fast på, hvis man begår selvmord, mødes vi ikke, dem Gud ikke lige har kaldt til sig, ender for en ende ude på en bro, hvor der er en stort svælg over til dem, der selv tog livet af sig. Det er ikke rart at stå og kigge til de heldige på den anden side til Evigheden. Man må jo finde sig i det, der bliver tildelt én af sorger og smerter og så holde ud, kort eller længe.

Jeg har jo min store, gode familie og alene af den grund, må jeg vente på min dag! Tit synes jeg, at jeg ikke har været så god en mor. Jeg kan slet ikke sammenlignes med min egen lille mor, hendes lige fandtes ikke, jeg glæder mig til at mødes med dem, der gik i forvejen. Måske man får, hvad  man har fortjent her på jorden. Så kan det kun blive bedre hinsides.

Tag ikke alt for givet, til låns er kun vort liv, det varer tit kort forsmå det ej

Vær god mod hinanden, elsk og giv

Det var ud fra mit digt, præsten holdt sin tale over Jørgen. Fru Poulsen fra Glenstrup, hun var en dejlig præst, hun viede jo Manse og Liv i Domkirken, var med til bryllupsfesten og var meget ked af at Jørgen døde 14 dage efter, hun bisatte også Jørgen. Jeg syntes, det var en smuk gerning den 8-8-87 i sorg godt nok.

Mine tanker den 14-08-87

Det, at blive alene, er en følelse af forladthed, ikke mere at have sin faste støtte at søge hjælp hos. Det, aldrig at høre dit glade, hej lille mor går det godt, ikke mere at se dig i din stol, ikke mere blive strøget over håret og få at vide, at man er en god pige, ikke mere få et klem i sin hånd og et kys på sin kind ingen der siger, godt vi har hinanden, ingen der siger, tak for hvad du har gjort for mig i dag, ingen der sidder og smånynner. Alt er gået i stå, jeg forstår slet ikke, at livet undenfor er nøjagtig det samme i dag som i går, fuglene, blomsterne, ja selv regnvejret er det samme, mon jeg blir´glad igen. Noget døde indeni sammen med dig, jeg holdt dig i dine arme og lukkede dine øjne, sagde tak kære Gud, at min Jørgen fik fred for smerter og lidelser, dem blev du ikke forskånet for i 1 ½ år. Du var tålmodig, beklagede dig ikke over din skæbne, men vidste ikke, hvorfor du skulle straffes så hårdt, men det var ingen straf du fik, du var god lige til dit sidste åndedrag, hvad kunne du straffes for. Du der var mit et og alt, 39 år i lyst og nød, som vi lovede hinanden den 24-4-48. Et lyst smil, en god far, en dejlig mand som jeg elskede og ikke kan sige nok tak for, at jeg delte det gode liv med.

Din Lissie

                                        Savnet i sorg, men mindes i glæde

Du var alt for mig                                                  Hvor jeg dog elsked’ dig

du var selve livet                                                   hørte dig ej klage

hvor jeg dog elsked’ dig                                        og hvor du elsked’ mig

og tog ikke alt for givet                                         mindet jeg har tilbage.

Vi skulle følges vi to                                              Tak for hver time vi fik

gennem hele livet                                                    hver dag, hvert minut

du gik for tidligt til ro                                             halvandet år der gik

alderdommen blev os ej givet.                                Jeg sagde tak at det var slut.

Når jeg i denne stund sidder og mindes alt, var der jo ting, der burde være lavet anderledes. Vi fik slet ikke talt om døden, Jørgen og jeg og fik ikke tilrettelagt resten af mit liv, kort eller langt. Berørte slet ikke muligheden at Jørgen skulle væk, så hurtigt. Han ville vist ikke udtrykke sine tanker om, at han skulle væk fra sin familie som han elskede meget. Jeg er glad i dag, at det blev mig, der passede ham til det sidste, han skulle ikke dø på et Sygehus.

Jeg har flere gange henvendt mig til de venner, vi havde før i tiden, men de blæser mig et stykke og så lever jeg med det, der er jo ikke andet at gøre. Det viser at det var Jørgens venner, dem der var der. Jeg ved Jørgen følger os, det kan ikke være andet for mig, jeg må tilstå, jeg længes efter mødet med ham. Det må glæde Jørgen at se, hvor mange små børn han er blevet oldefar til. 10 stk. i dette øjeblik.

”Hvorfor er lykken så lunefuld og hvorfor er glæden så kort”

Jeg gik 2 år på VUC til musiklinien i 97 og 98.

Jeg har skrevet en sang til Jørgen ”Livets værdi”. Jeg har skrevet om, hvordan det var at blive forladt, om livet, der går videre, trods modgangen. Min sten jeg har på hjertets plads, opløses aldrig. Den dag Jørgen døde, visnede alt i mig, jeg fik stenhjerte. Udadtil kan man jo virke i godt humør, men ak og ve, det, der er derinde, det kan ingen se. Nu lalrer og dalrer jeg bare derudaf med tiden. Tiden er et mærkeligt fænomen, den bare går og går, uden at tage bare lidt hensyn til mig!

Jeg kom i gang med nogle små akvareller, jeg malede dem og satte dem i rammer. Kunne jeg bare få gnisten igen til malingen. De var nok ikke så kønne, men jeg fik da noget lavet. Nu er jeg en gammel én med rollator. Man skal nu ikke være ked af den opfindelse, den er en god støtte, når jeg endelig er lidt ude. Måske når jeg flytter til ca. 1. maj 2002, kan jeg få nogle at snakke med, her er der ingen. Igen min egen skyld. Skyld er et stort problem for mig, forlad os vor skyld! Jeg føler skyld overfor alting, er ikke god nok, synes jeg. I ser mig i min nøgne ensomhed, hvad jeg inderst inde føler, men som jeg ikke lufter ud af.

                                                             Livets værdi

Jeg spørger mig selv, hvad livet er værd

med trængsel og uro og alt det besvær,

mens solen står op og varmer min sjæl,

selvfølgelig er det, det er livet selv.

Hvorfor vil jeg tvivle, jeg lever jo nu

Her midt i ræser i hele dets gru,

og når nattens ro giver fred i mit sind,

da glider jeg stille i drømmene ind.

Et solstrejf i vinduets dugvåde lys

et smil om min mund, var det ikke et kys?

af en elskning jeg havde som ikke er mer’

da jeg følte jeg rigtigt, hvad livet er værd.

En lille fugl på den bladløse kvist

den sang sine strofer, jeg tror ganske vist,

mon ikke den sang en hilsen fra dig

om evig kærlighed, netop til mig.

Til eftertanke:

”Nu livet mod sin aften går,

og rosens glød forsvinder, 

da ser jeg på mit efterår,

tilbage på de lyse minder,

en dag med tak, en dag med sang,

om det derude, var engang,

i vente ”himmeriges have”

blomster i flor, lysets gave”

Jeg har jo haft det godt nok her i Aars. Jens, min nabo på Gislumvej, og jeg har betroet hinanden mange ting, som ingen andre ved. Jeg under Jens al den glæde, han kan få her på jorden, sorger har han haft nok af. Han har været mig en rigtig god ven, men alting får jo en ende. Bare alt må gå godt for ham. Vi er nok på et plan helt for os selv, det er ligesom vi ved hinandens tanker, glæder og sorger. Hvis Jens havde været 70 år og ikke 48 år, ville han have kunnet udfylde mit tomrum. Men det var så det kapitel for den tid. Jeg fik en buket roser af Birthe, de er blevet lidt nedtrykte, de hænger med deres hoveder, som jeg gør. Jeg synes, der er for mange weekender, der truer forude.

De kommer stærkt i tiden, de tomme dage! Hvornår mon jeg tager mig sammen til at gå ud? De unge undervurderer ældre, de taler ned til os og ikke med os. Vi er jo ikke blevet halvåndssvage i vores alderdom, ældre, som måske er lidt klogere end som så. Der tales tydeligt eller råbes lidt højt af os, som om hørelsen også er væk, sammen med forståelsen. Jeg føler engang imellem, jeg er hensat til en tidligere tid, da man skulle prøve at forstå, hvad folket sagde ”du må da kunne forstå, hvad vi mener”. Man bliver stødt i sine følelser mange gange. Fordi man er blevet gammel i udseende og krop, er det stadigvæk et ungt menneske indeni, men til tider med et knust, bristet hjerte, i hvertfald for mit vedkommende. Et hjerte kan gå i tusind stykker, som Anne Linnet, så smukt udtrykker det i sin sang.

Jeg var opstillet to gange til Byrådet i Hobro med 4 års mellemrum. Første gang nr. 2 og anden gang som nr. 3. Det var Fremskridtspartiet fra 1973. Jeg var med i mange år, skrev protokollen og var trofast bestyrelsesmedlem i ca. 20-22 år. Glistrup var opfarende, til sidst opløste vi partiet i Hobro i 1999. Jeg får stadig bladet, trods udmeldelsen, men dem om det. To af vennerne, formanden Hans Jørgen Nielsen og tømrermester Nielsen gik over i de Konservatives Parti, jeg er upartisk. Gider ikke det rend mere. Jeg har sat mig for at stemme på Nyrup Rasmussen her i Aars, for han har tacklet det godt nok, synes jeg. Der er jo ingen, der kan sørge bedre for Danmark end ham. Jeg har aldrig undladt at stemme, heller ikke nu 2001.

Jeg har skrevet masser af læserbreve i aviserne lige fra 1972 og til slut i 1999. Mest om alle de uretfærdigheder, der ramte mennesker, men allermest dyr. Dyrene står mit hjerte nært. At voksne tæver hinanden er jeg kold overfor, men går det ud over de umættende væsener, viser jeg mit modbydelige fjæs og så er det min indre svinehund begynder at bjæffe. Til glæde for mange, men sandelig også vendt som vrede mod mig. Jeg er nærmest en ligeglad person, tager ikke menneskers dumme meninger særligt højtideligt. Jeg ved jo godt, når man rammer en ligtorn eller en syg nedgroet tånegl, men som sagt er jeg kold overfor det.

Jeg tænker meget i fortiden og laver digte indeni, men også på skrift. Jeg mindes en dejlig tid med sommer og en vildrosebusk.

Vildrosen

I læ af vildrosens sarte skær,

Vi elsked`som var det den sidste gang,

Du hvisked`”min egen, jeg har dig så kær”,

Og vildrosens lyserøde blomst, blev til en sang.

Den sang, der fløj med fuglene bort,

og vildrosens sarte blade fløj med,

den sommer, synes med et så kort,

lykke, sorg, men mest af alt din kærlighed.

Det er en lille sang, for Jørgen, min bedste ven.

Jeg forstår stadigvæk ikke at livet går videre.

Den største sag i verden her,

er at miste, den man har kær,

du bor for evigt i min sjæl herinde,

et dejligt, kostbart og kærligt minde!

Når jeg om aftenen, ser på stjernernes vrimmel,

da ved jeg, du er deroppe og venter i din himmel,

du ser ned til mig og forstår,

de mange, meget ensomme år,

men en dag er det slut, da kommer jeg,

min elskede, jeg vil så mødes med dig,

kold som is, uden varme, trygt og godt i dine arme!

1998-2001

Jeg ved godt man får sin straf for alting her i livet. Jeg har fået min meget hårdt. Jeg er plaget af gigt eller hva´, jeg har det ikke godt i skrivende stund, men jeg trøster mig med at der kommer noget til alle. Måske er min ryg slidt op af al den kravlen i kanaler, på stiger og under gulve i kolde nybygninger, der skulle isoleres. Det er der jo ikke noget at gøre ved! Jeg føler i disse dage en stor personlig fornærmelse, med i det hele taget at vågne op til endnu en ”av” dag. Det står jo sådan til at når man er blevet så gammel, mener hele systemet at så har man jo tid til at have smerter, intet haster, med undersøgelser på sygehuse, de har vel det fromme håb, at man er kreperet imellem tiden, sådan tror jeg virkeligheden er skruet sammen. Men som sagt bliver vi meget gamle i min Nøbbe slægt. Jeg har familie på Fanø, kunstmaler Ortvin Nøbbe, som jeg har skrevet lidt med og vi har et Våbenskjold i Nøbbeslægten. Det tegnede han til mig. Vi har en stor slægt i Aarhus og den strækker sig langt ned i Tyskland. Der var en Madam Algryn, der havde et spisested i Hamburg, mener jeg. Der har været en slægtsbog som min gudmor havde, en meget fin dame, der hed Karen Nøbbe i Aarhus. Hun er for længst død og alt blev solgt, de havde ingen børn. Onkel Alfred var en rig Grosserer Søndergade 3 i Aarhus. Når jeg var med mor og far på besøg, fik jeg lov at tage 3 stykker chokolade i en meget flot, høj opsats med låg på.

Det er mærkeligt man husker så tydeligt, jeg var vel 6-7 år. Da var onkel Alfred død, men hun boede så elegant, i mine øjne måtte hun være den mest rige dame i verden. Hun havde masser af guldringe på og guldkæder om halsen, en flot dame, der endte på Aarhus Alderdom, hvor hun døde. Jeg ringede til hende, mens hun boede der og fortalte hende, at nu havde jeg fået 4 dejlige børn. Jeg har min dåbsske endnu og mit lille missekrus, helt fra 1926. De ting er gemt ligesom alle minderne.

Jeg havde nogle skægge onkler. De drak altid for meget til mor og fars fester og de sang altid ”en skål for den blinkende søernes land”. De onkler skulle jo gå hjem fra Aabyhøj og ind til Aarhus, det foregik langs åen og onkel Stoffer, en lille splejs med stor lyst til kvinder, skulle absolut balancere på kanten af åen, med det resultat, at han faldt i vandet, han blev halet op af en ligeså fuld onkel, der ville glatte onkel Stoffers jakke. De var jo i kjole og hvidt, han røg i vandet. Og sikke en onkel. I lommen havde han en ½ stegt kylling, som han havde snuppet hos mor, som skulle være hans natmad.

Fars familie var stor. De var 12 søskende og bedstemor, som havde født alle dem, var en lille spinkel kone, der blev 94 år, men som til sidst var blind. Mor havde en søster og fire brødre. Jeg husker onkel Kisse, som en rigtig nasserøv, han kom altid til middag, han var en nærig fanden, han hed Kristian Kruse Larsen. Når jeg ser en tiger i TV der ligger og lurer eller en løve, ser jeg altid onkel Kisse for mig. Hans næse og mund lignede de vilde dyr. Han var blevet alene med sin dreng Lars Kruse Larsen. Han er vist lærer og kunstmaler, Lars altså og var gift og boede ved Kongsvang og var lærer på Rosenvangs skole, men han er jo pensionist i dag. Onkel Johannes, mors lillebror havde en kone, Tante Guldborg. De havde Leif, som jeg syntes var så dejlig. Vi var lige gamle. Han blev med tiden formand for FDB. Sidste gang jeg så ham i TV var, da der var strejke i Brugsforeningerne, det er jo flere år siden. Jeg kunne godt have tænkt mig at have mødt ham igen. Hans kone syntes ikke om mig, jeg var vist varm på Leif Larsen.

De boede i København, da han var barn. Onkel Johannes var et dejligt menneske ligesom mor, hun havde jo passet ham meget, da han var lille. De boede på Gasværksvej 2 på Nykøbing Mors.

Jeg er jo den eneste der er tilbage af vi fire piger og alle Jørgens er også døde, jeg kan ikke rigtig få svar på nogle spørgsmål, når de dukker op.

Jeg husker min far havde en søster, Tante Anna. Hun blev gift med en 12 år yngre mand Johannes. Hun var meget jaloux og når de gik i seng om aftenen, de boede i Mejlgade i Aarhus, så satte hun en stor sikkerhedsnål fast i sin natkjole, fæstet til onkel Johannes natskjorte, så kunne hun mærke, hvis han luskede ned til en lidt letlevende ung dame på 1. sal.

Tante Annas havde en datter, der var meget køn og meget sminket husker jeg, hun blev gift med ”Barberen”. Jeg ved ikke, hvad han hed rigtig, kun at han blev kaldt ”Barberen”. Carla og Barberen havde fået en køn, slank dreng Erik, som senere blev afdelingschef i Illum i København. Vi var vist lige gamle. Det var altid sjovt, når familien festede, så blev der lavet en stue til ungdommen. Vi havde en Tante Mie, som var gift med tykke onkel Henry, som åd den ½ liter is til min konfirmation. De havde en pige Käte, som bestemte jeg skulle hedde Lissie, for hun kendte én der hed det, som var så sød (selvfølgelig). Hun fik menigitis og døde bare 16 år gammel. Så havde de en datter Grethe, hun havde saftsuseme knald i låget. Hun var en underlig én. Hun er ældre end mig. Tante Mie og onkel Henry boede i Risvangen i Aarhus. Tante Mie blev nærmest senil eller noget med hjernen. Onkel Henry havde en røv som en elefant, helt flad, han ville gøre alting for Tante Mie og vaskede storvask med et stort slagterforklæde på af gummi. Når han nu var i gang med at vaske, ja så tog han bukserne af og smed dem i vaskebaljen, han havde jo sit store forklæde på, så det gik nok. Han gik ud til tørresnoren og begyndte at hænge tøjet op, det skal siges, de boede i rækkehus, pludselig gav en flok madammer sig til at grine og klappe i hænderne, for min stakkels, tykke, fladrøvede onkel Henry, havde glemt at forklædet, jo kun dækkede foran på ham, stor jubel, men han fortsatte sit vaskeri, nu havde de jo set elefanten bagfra. Jeg mindes aldrig at have set så brede bukser nogen steder.

Under krigen var han på Mejeriet Enigheden i Aarhus og han huggede smør til familien. Engang boede de i Trapkærsgade i en lille lejlighed, så var der jo tyskerne, der gerne ville have smør og de ville bytte med tobak med min onkel. Han fik tobakken og så skulle tyskeren få smørret senere på aftenen. Det ringede på døren, men onkel Henry havde ikke fået fat i det smør. Tyskeren lagde sig på knæ og lukkede brevsprækken op og kaldte ”Von Henry, das butter, das butter” Det var jo farligt, men von Henry var musestille i stuen. Mere blev der ikke ud af den sag. Vi fik engang imellem en pakke smør af ham, vi var jo en slags hælere, men det var onkel Henry, der løb risikoen, med det smør.

Da vi af og til besøgte tante Petrea, Lars og onkel Johannes, ham med løvefjæset, var det altid en fornøjelse for mig, for tante Petrea spurgte, hvad vil søster gerne have til aften, altid kold kartoffelsalat, men ikke tante Petreas det skulle være varm kartoffelsalat, min livret hos hende. Hun lavede persienner og seler for en fabrik, som hjemmearbejde. Gud ved, om hun døde eller de blev skilt, ja nu er der igen et ubesvaret spørgsmål. Han var jo så nærig onkel Kisse, de sagde altid hjemme ”Onkel Kisse er så nærig, at han skider i modvind for at få lugten med”. Det var jo de store piger der sagde det. Mor og far brugte aldrig store forbudte ord. Fars værste ord var ”saftsuseme”, det er da et meget mildt udtryk for galhed. Far var jo af tysk afstamning og man siger altid, så gal som en tysker. Hvis jeg i hans øjne, havde været slem, blev han så hysterisk, at han rendte rundt om vores store ovale egetræsbord efter mig, med tænderne vildt klaprende i munden og mor rendte imellem, for at han ikke skulle ruske mig, jeg er jo aldrig blevet slået, selvom jeg dæleme tit fortjente det. Det var et stort mysterium for mig, at fars tænder klaprede, som en trommeslager eller kastagnetter til en spansk dans. Ja, man undres endnu over det. Det var jo gebis og manden var skide hysterisk, det er nok forklaringen på det. Jeg blev jo ret strengt opdraget, men det var jo nok ingen skade til.

Far var sommetider alene hjemme med mig, hvis mor og Eja skulle til Aarhus. Det var min skræk. Far lå på divaen og når jeg troede han sov, listede jeg en skuffe op i et stort skab eller skænk, hvor jeg havde papir og blyant i. Det var mit eget. ”Hvad skal du der søster?” du har ikke spurgt om lov til at gå i skuffen, ak jo, jeg troede jo far sov; men nej, kun lukkede øjne.

Jeg tog tit hævn. Da jeg lærte at spille klaver og når far skulle sove til middag på divaen, skulle jeg øve mig, så fik jeg én øre for hvert stykke jeg spillede, jeg skulle slå en streg på papir og så afregnede vi bagefter. Jeg må jo altid have været en svindler, for der blev altid mange flere streger end musikstykker på papiret. Han var ellers godheden selv min far. Jeg sagde tit, jeg er syg, har ondt i ryggen, kun salmiakpastiller hjælper søster, ja så fik jeg en pose salmiakpastiller inde fra Aarhus Rutebilstation, som lå overfor Ilgodset, hvor far arbejdede som portør i 42 år i kulde og hårdt arbejde, med store kasser bl.a. fiskekasser, vi fik tit fisk, for de fik altid en stor kasse til deling af fiskerne, ellers var det jo pakker der skulle hurtigt afsted, deraf navnet Ilgodset.

Jeg husker engang jeg tog så gruelig fejl af en opringning fra min far, han havde sagt; ”Søster kom herhen forinden du kører hjem, jeg skulle have fisk med hjem, det vidste jeg ikke. Jeg cyklede hjem i fuld fart og mor var ikke hjemme, jeg rendte ovenpå til en fru Rasmussen og sagde, Åh min far er død, det er rigtigt og jeg hylede i vilden sky, stor opstandelse, han havde jo bare sagt, lille søster, forinden du tager hjem, kom så hen til far”. Jeg var nok 15 år, jeg troede ikke det var min far, jeg snakkede med. Jamen, er det ikke forfærdeligt, at jeg altid har været sådan et skvat. Min mor måtte da have fået et chok over mig.

Jeg ville så gerne have en lille fugl, men det kunne der ikke være tale om. En dag mens solen skinnede og køkkenvinduet stod åbent, lød der sang fra en kanariefugl i vindueskarmen, den var kommet ind udefra, vinduet blev lukket og for mig var det en glæde, far susede op til Aabyhøj efter et fuglebur, jo jeg fik alle mine ønsker opfyldt. Hvor havde jeg et dejligt hjem. Jeg tænker tit på den gode tid. Jeg har et billede af huset, det var smukt og velholdt overalt. Far havde en have med alt i orfen, flotte blomster, frugttræer og en klematis i dybblå op af huset og blåregn, som ingen andre havde. Man måtte ikke løbe på havegangene, de var revet snorlige og fejet så alle ujævnheder var væk, rundt om nogle bede langs gangene stod de dejligste aurikler og violekanutter en dybblå frodig blomst i smag mellem stedmoderblomster og violer. Far fik anerkendelser og præmier for sit havearbejde fra Haveforeningen. De beundrede hans blomster og pertentlighed lige fra frugt og grøntsager til buske og blomster.

Det bedste Inge Pedersen fra Hønseriet vidste, var at komme med mig hjem til mor, for så fik vi sigtebrød og kaffe med sukker og mælk i. Inge P. kan smage det brød endnu, siger hun, hun har aldrig kunnet glemme de brød. Hendes mor havde jo travlt altid, min mor var der altid for os alle. Sigtebrødene var lysebrune med en ridse i midten, så dejen kunne ånde under bagningen og sikke et par store brød i gasovnen, der bagte der. Vi sad og ventede til brødet kunne skæres i, jeg tror mor bagte mindst 3 gange om ugen. Inge P. siger, hun har prøvet mange gange at bage det brød, men den smag af mors brød, kom aldrig frem. Vi fik jordbærsyltetøj på det lune brød, det var vores højdepunkt. Mange år senere, da Busses kone, der var fra Norge, fik børn, fire drenge. Deres hus blev bygget på hønsegrunden, så kom mor og far med en stor buket blomster fra haven til Inger Johanne og Busse og en lille pakke til barnet. Inger Johanne døde ca. ½ år efter min Jørgen. Jeg ved Busses Niels har egen Tandlægeklinik I Randers. Én af Busses svigerdøtre er jordemoder. Det er underligt at tænke så langt tilbage, jeg bliver helt vemodig indeni, men alt har jo sin tid her på jorden.

Mor var ca. 41 år og far 45 år, da de adopterede mig. Det må være derfra, jeg blev så forkælet, for det var deres egne 3 store piger ikke, så der var jo en del jalousi blandet ind i min barndom fra deres side.

Jeg havde en onkel Gustav, som fik 12 børn med sin første kone Celeste, da hun ikke kunne mere, giftede han sig med en ung dame, som hed Gitte og onkel Gustav fortsatte sit yngleri og så blev der også 12 børn. Han var i aviserne og i radioen, ham fatter til 24 unger. Jeg kan godt forstå at Nøbbeslægten har bredt sig. Han var en slider den onkel Gustav, jord og betonarbejder, lå på sine knæ og lagde sten på sten i gaderne, et hårdt arbejde for en ussel løn, mange munde at mætte.

De havde gode sangstemmer både mænd og kvinder i slægten. Ingen fest uden sang og bjældeklang. Det var tider dengang. Hjemme hos mor og far, når der var fest, kunne man pludselig savne 2-3 mandfolk, så gik far i kælderen og der stod de og muntrede sig med fars vinbeholdning. En skideballe til hver og op af trappen til de andre gæster igen. Man holdt jo mandtal i løbet af aftenen til de gilder og der manglede altid et par eller tre, der enten stod og åd af stegen eller drak i kælderen, synden var lige stor.

Man blev aldrig træt af det hurlumhej der var, de var så festlige og åd som svin. I kælderen stod et stort trækar med saltet flæsk og en stor blåhvid krukke med store fede spegesild. Løgsovs, kartofler og spegesild, uhm!

Man spiste jo det der var godt til at holde sig i salt og saltlage.

Alle grøntsager dyrkede far i haven. Gulerødder så store og ormfrie, store hvide porrer, persille, kartofler, sellei så store som barnehoveder og kål i alle afskygninger, meloner, blommer, rabarber rigtig store, de fik jo hele lokumsspandens indhold at trives af. Æbler, pærer og bladselleri og op af husets espalier ferskner. Jeg husker når mor sagde, ”i dag er jeg i haven og plukker ribs til fru Jessen”. Prisen var 20 øre pr. ½ kg. Jeg gik gerne op med dem til skrædder Jessen og reddede mig en 10 øre. Der var buske med stikkelsbær, nogle enorme glatte, grønne var fars, de søde med hår på og de gule var mors, når de spiste af dem. Der var hindbær så store og fine og ikke at forglemme jordbær. Vi fik altid rabarbergrød, der når man satte skeen i den, skilte en lang rille sig, det var en speciel kogemåde, som mor var en knag til.

Vi fik blomkål og vi fik hvidkålssuppe og grønkålssuppe, fyldt hvidkål og hvidkålsrouletter med hvid sovs. Jeg syntes den dag i dag, at vi levede flot i forhold til dem, der ikke gad dyrke deres haver. Store Victoria blommer og blå blommer og store, sorte kirsebær. Foruden os selv gav far tit væk af havens overflod til lejere af 1. sal og naboerne, hvis de var flinke mod os ellers var der lukket af for gavmildheden.

Jeg havde tit æbler og pærer med i skole, for vores lærer ville så forfærdelig gerne smage dem. Mens han åd så saften fra pærerne, drev ned af hans hage og fingre, sad vi og beundrede kniven i hans hånd.    

1960

Jeg føler mig helt ”høj” og tilbage i fortiden. Alt står lyslevende for mig efter alle de år. Far og mor fulgtes i tykt og tyndt. Mor fik en hjerneblødning 19-1-1960, lå i fem dage på sygehuset for så at dø. ”Far sagde, jeg havde glædet mig til min 80 års fødselsdag, nu er mor væk og jeg har intet at leve for mere. Far lå 5 dage og den sidste dag, sagde han, nu har jeg talt med mine døde søskende og ja ja, mor, du står der og kalder, jeg kommer nu, så døde far. Eja og jeg passede ham, jeg havde de små med derhjemme. Mor blev bisat 28-1, far sagde ”aldrig har du fået så mange blomster på din bryllupsdag lille mor. De havde 58 års bryllupsdag den 28-1. Far stod ikke op af sengen mere og den 5-2 sov han ind, men ikke uden pinsler og kamp. Begge urner blev sat ned i jorden samtidig. Far blev bisat på Manses 1 års fødselsdag, ak ja, så meget der skete i den tid.

Der blev vist, hvordan man deler, haps mig her og haps mig der, med spetakler i flere år frem. Jeg hader ufred, så jeg var jo som en lus mellem to negle. Elly og Eja gjorde krav på mig, det var en rigtig led tid i årene frem. De har aldrig kunnet enes de to piger, men at det var mig de kappedes om, var træls.

Jeg er nu glad for at jeg har Inge Pedersen og Inga Hinge i Norge, det er jo den eneste forbindelse til Aabyhøj jeg har.

1938-1941

Hvert år når vi nærmer os julen, tænker jeg på mit dejlige barndomshjem.

Vi har spisestuen og den fine stue med en hvidlakeret skydedør for og en fløjlsportiere der var trukket for, sådan én i dyb bordeaux farvet i rigtig tykt stof. Juletræet pyntet i den fine stue og det var meget, strengt forbudt bare at smugkigge. Det var fars opgave at pynte træet. Vi var alle samlet i spisestuen ved det store ovale bord med 2 plader i, vi var jo mange til den højtid. Vi fik risengrød med hvidtøl til og gåsesteg. Julemiddag kl. 12 var der dækket op til syltede grisetæer i gelé og andet godt, mens den enorme store gås stod med æbler og svesker og ventede på sin ”ligfærd i ovnen”. Mor havde bagt brunkager med facon som store salmiakpastiller med en mandel på. Vanillekranse, jødekager og finskbrød.

Jeg husker de høje, runde bolchedåser fra købmanden år efter år. Mor fyldte dem med småkager. De var fyldt til randen, for der kom jo besøg helt til nytår. Når de var spist blev der uro blandt os børn, jeg var ved at brække mig af spænding på gaverne. Da opvasken var ovre, gik far ind og tændte for julelysene i træet. Vi måtte vende ryggen til, da han åbnede for at gå ind. Der blev banket indefra, da far skulle åbne skydedøren. Vi stod i en stor flok og hvilket syn, da døren blev åbnet, træet flot pyntet og masser af lys tændt. Vær så god, så er det juleaften til alle, vi gik i rundkreds og sang mange, alt for mange syntes jeg, julesalmer.

Det kedeligste var, som altid, de bløde pakker. Jeg havde ønsket mig ski, men fik i stedet for et skisæt i rigtig svær stof. Da alle gaver var delt ud, sagde far ”Søster, kig bag portieren og mærk, hvad der står” Nej, der stod et par fine ski med bindinger og skistave. Jeg var en meget forkælet pige. De ski fulgte med mig, da jeg blev gift og en rigtig læderskindhjelm var der også til skisættet, som bestod af trøje, jakke, lange bukser med rem under foden og vanter. Jeg ved ikke, om skibukser er ligesådan i dag. Da vi havde ryddet op og studeret alle gaver, var der dækket op med et frugtfad så fyldt med alle slags frugt, en stor skål med alle slags nødder og et fad med konfekt. De voksne fik vin til, vi andre sodavand.

Julen i mit barndomshjem var noget særligt. En rigtig højtid. Min fødselsdag blev holdt for mange af mine klassekammerater, de gav gerne 1 kr. hver i gave. Et langt bord dækket med det ovale fad med boller, kage og slik. Far havde hentet store slikkepinde, der blev sat i en skål fyldt med melis, de stod der på bordet og lignede et enormt pindsvin med alle de pigge på, det var slikkepinde i alle former. Inden børnene skulle hjem, fik vi syltede pærer med flødeskum.

Jeg husker en pige, der var så køn, hun hed Kirsten Hansen og hendes mor var skilt og arbejdede på fabrik. Kirsten var en forsigtig pige. Mor sagde; lille Kirsten kunne du ikke tænke dig syltede pærer med råcreme? Jo tak fru Nøbbe, Kirsten åd og åd, vi fik det i en dyb tallerken, jeg vidste man skulle gå varsomt frem, var jo vant til den mad, men Kirsten kunne stadigvæk spise mere og lige på en gang, sagde hun bræk, hun fyldte hele den dybe tallerken igen, men fra maven. Hun og jeg var måske 10 år. Hun var meget ked af det, men mor sagde ”det gør ingenting Kirsten” og så balancerede mor ud i køkkenet med den dybe tallerken bræk. Det var da godt, hun ikke tog én gang til, for så kunne det være rendt over. Jeg synes, jeg er helt hjemme i dette øjeblik, når jeg skriver. Var det endda bare så vel, men det er jo 65 år siden.

Jeg kan huske hvert et møbel i huset på Tousvej. Siden da er der rendt meget vand i havet, som man udtrykker fordums tanker og glæder. Det har været den lykkeligste tid i hele mit liv, som ikke altid blev den berømte dans på roser. Man har en vis evne til kun at huske, det bedste i ens liv, godt det samme. Man bruger ubevidst udelukkelsesmetoden. ”Gør som jeg, tænk kun på de lyse timer”.

Bare jeg havde været så god en mor, som min egen lille mor, men den slags, den er der ikke dubletter af, jeg har aldrig mødt én som hende. Jeg synes det gennem livet har været med koner at de tænkte, hvor kan jeg få mest at høste, ikke den gode, ærlige slags mennesker, som i gamle dage, hvor kan jeg få mest, hvis jeg gør sådan og sådan.

2001

Når jeg engang ”står for døren og banker”, så tror jeg himmelens porte bliver slået op, og der i lyset, står alle de, der gik i forvejen og tager imod Søster med åbne arme. Hvis jeg ikke har den tro, som ingen kan rokke ved, holdt jeg ikke dette jordiske liv ud mere.

Der er lyst og lykkeligt, som at træde ind i en blomstersmykket have og en masse glæde.

Dejlig er jorden, men skønnest er himmeriget. Jeg ved, Gud har haft en mission med mig, som jeg håber, når Han tager imod mig, at jeg har veludført den gerning. Hvor jeg dog savner mit barndomshjem, vores lykkelige rigdom i kærlighed, men som jeg siger, alt har sin tid også den. Bare mine børn og efterkommere kunne tænke en brøkdel om mig, som mor. Jeg er langt nede i humør nu, så jeg venter lidt med at skrive videre, minderne er for stærke.  

Ca. i 1954-56 er der et kapitel jeg helst fortrænger, måske bevidst, jeg tror nu at det var før Inge blev født. Jeg havde en abort mellem Manse og Inge. Det vil sige, at jeg kunne have fået 3 børn i løbet af knap 4 år. Det måtte gå galt for mig. Jeg husker med gru, at når jeg gik ned i byen for at købe ind til alle os og skorstensfejerne, uha den grimme tid jeg havde. Jeg fik tvangstanker, at bare der sotd 2 og talte sammen, så var det om mig, de snakkede. Jeg blev nærmest sky overfor folk.

En aften måtte jeg få lov at gå med Ernas Inge i biografen. Der sad tre-fire stykker og talte sammen,  da jeg gik forbi rækken. Jeg gik tilbage og sagde; hvorfor snakker I om mig og hvad siger I? Jamen, de talte om filmen, de skulle se!  Jeg havde jo fået struma oven på alt det, jeg fik lagt på mig af arbejde, det endte med jeg blev opereret for den svulst på 45 gram, der gik indad og ville kvæle mig. Jeg husker, da var Inge i klapvogn. Det var søndag, Jørgen havde fået børnene i orden og de var på vej, så sked Inge i bukserne, så måtte de hjem igen. Jeg havde ondt af mig selv, fik jo ikke besøg som alle de andre, der lå ved siden af mig på sygehuset. Det var en grim tid, men jeg har jo nok fortrængt alt det, der ikke var så godt. Levede højt på mit barndomshjems omhu. Det kan man leve på i mange, mange år, når der var modgang og fattigdom, men det var det kapitel.

1987-2001

Det er den strengeste tid at mindes med min syge Jørgen. Jeg måtte prise mig lykkelig over, at jeg havde så gode børn og deres mænd og børn. Venner var det småt med. Kurt Vestergaard, som før i tiden var en daglig gæst, da vi boede på Hostrupvej, kom sjældent, han var flink til at bruge fræseren på jorden, men han kunne ikke holde ud at se Jørgen sygne hen. Man må bide sine egne følelser over og tænke på den syge.

Edel og Poul Erik Arvesen var flinke til at besøge os, men det var altså også kun Jørgens venner. Jeg så ingen, heller ikke de år i Hobro, inden jeg flyttede her til Aars. Det skal ikke lyde som bebredelse til nogen, men faktum er at de forsvandt, vennerne. Jeg er jo heller ikke den mest spændende at besøge. Jeg føler, jeg går i min egen verden og fantaserer og rimer og tænker på vers helt ”pervers”.

Signe hører jeg næsten intet til, men hun har jo så mange venner, er altid på farten, lever livet. Jeg spiller jo og finder fornøjelse i det. Computer er det rene russisk roulette for mig, det gider jeg overhovedet ikke beskæftige mig med, så hellere snakke med Jacob og Putte, vi griner godt sammen.

Der er mange gamle her i Aars. Hvis jeg når at flytte i den nye lejlighed, må jeg se om der er nogle, der gider at snakke med mig, ellers kan jeg sidde og kigge ud over byen, der skulle blive god udsigt dernede fra. Bare min ryg ville få det bedre, det er nok dens skyld jeg ikke går udenfor en dør.  

Efter Jørgens død gik jeg nogle gange hen i Pinsekirken, hvor Ruben Frederiksen var prædikant. Jeg talte meget med ham og syntes jeg fandt lidt trøst der. Jeg var selv oppe ved prædikestolen og fortælle om min sorg, de hjalp alle med at bede for hinanden og for de syge. Det der ”halleluja”, Gud er jo stor, så stor man ikke fatter det. Jeg havde jo Elly i de sidste 5 uger af sin levetid. Kræften kvalte hende, jeg sad der i min stue og holdt hende i hånden og hviskede ”jamen mor, hvad sker der da”. Om hun hørte mit mor, ved jeg ikke, 20 min varede det og så var det liv slut. Ruben sagde ”Lissie, hvorfor ringede du ikke efter mig?”. Ja, hvorfor? Ingen kunne jo hjælpe Elly i den stund og jeg var jo den nærmeste for hende. Jeg syntes, jeg har set og mødt døden flere gange i flere forklædninger. Min egen død, ja hvordan mon den skal foregå.? Jeg synes, de skulle sende mig på Hospice, så er der ingen, der skal trækkes med den afgang. Måske sker det brat eller ingen ved jo hvordan. Ikke at jeg er bange for døden, den slipper jeg ikke for, men tænker bare jeg ikke har noget på komfuret, ja sikke en tankegang, men sæt det vil brænde og gå ud over mine fugle og nogle mennesker. Man tænker på så meget, når man går alene og dunster rundt.

1933

Jeg mener, at jeg kom i skole 1-4-1933. Det var en spændende til for mig, der også følte, at jeg ikke brød mig om at komme hjemmefra mor. Jeg mindes en dag, jeg blev sat udenfor døren og jeg hylede og skreg, for jeg havde set vinduespudseren, som mor også brugte, stå på stigen udenfor, hvor jeg stod. I stedet for at være musestille, så hylede jeg, som en stukket gris, sæt han ville sladre til mor, dengang var det en straf at blive sat udenfor klasseværelsets dør. En anden gang, jeg stod der, det blev ret tit efterhånden, det skete jeg tog en blyant og en blyantspidser med, for det var kun for at spidse blyanter, man havde ærinde på gangen i timerne. Overlærer Agerskov sagde, da han kom forbi mig, nå er din blyant knækket, ja det var den, da han kom forbi igen efter lang tid og så mig stå med en 2 cm lang blyantstump og en masse krøllet spåner, spurgte han mig; ”Lissie, hvorfor står du her endnu? Jo, Lærer Petersen havde kaldt mig Nøbbegris og så sagde jeg Peter Sommer til ham”. Han gik både sommer og vinter med samme hat, derfra Peter Sommer, som øgenavn. Jeg fik altså først en øretæve og så udenfor døren.

Jeg var ikke hans yndlingselev, jeg grinede for meget og gned mine gummistøvler op af pulten så det skreg, og en dreng blev den der fik skylden og smidt udenfor døren. Dum som jeg altid var, fortsatte jeg med at lave de lyde, så måtte jeg hente drengen ind og bytte pladsen med ham. Jeg kunne lige nå op og kigge ind til de andre børn, de vendte sig og sikke en uro, så ind og få en lussing. Ja det var uretfærdigt, syntes jeg.

1946 ca.

Jeg var på besøg hos tante guldborg og onkel Johannes, mors yngste bror i København, det var omkring Svendsgades Politistation de boede.

Leif deres søn var i brugsforening, vi besøgte ham og tante Gulle, som hun kaldtes og jeg tog med sporvognen til Zoo Have. Det var jo en oplevelse for mig. Det var sommer, damerne var i hvide spadseredragter, rigtig fine pyntet. Vi skulle hen og se på flodhestene, nogle enorme store dyr. Der var nogle, der fodrede dem med store humpler rugbrød og de lukkede deres store gab op og vips, så var det kvarte brød ædt. Da der ikke var mere rugbrød, begyndte nogle knægte at lade som om de stadigvæk havde brød og de lod som de kastede brødet, lukkede de store dyr deres enorme gab op, så på én gang, havde drilleriet fået en ende, den ene store flodhest vendte sig om og begyndte at køre rundt med sin pisk af en hale, rundt og rundt for til sidst at sende kaskader af tynd lort som springvand ud over folk, jeg kan grine endnu ved synet og høre de fine damer skrige og flygte med lort ud over dragter, hatte og tasker.

Jeg har jo altid grinet meget, når noget gik galt for andre, der har jeg været en fanden, ser jeg i dag. Tante Gulle og jeg stod heldigvis udenfor rækkevidde af springvandet, men som det da stank.

Jeg har altid været imod drilleri og ondskab overfor dyr, så det var deres straf til folket. En flodhest er et stort, tungt dyr på nær hold. Det syn glemmer jeg helt sikkert aldrig, lortesynet!

Når jeg tænker tilbage på alle de år, der er gået, er det ikke til at forstå.

De afsnit jeg oplever gennem disse sider, er det som at være tilbage, lige på det sted, jeg skriver om. Jeg er ikke ked af det, jeg har oplevet, men måske skulle der være lavet et og andet om, det må jeg forsøge i mit næste liv.

Jeg ved, jeg vil holde øje med alle her på jorden, når jeg er væk, sådan må det være. Jeg skal bestemt være mine kæres skytsengel, det tror jeg. Hvordan mon der er på den anden side, livet. Jeg er spændt på det, men jeg kan sagtens vente. Jeg har oplevet mange ting, haft de goder her, som nu blev mig tildelt. Nogle gode børn, der så igen gav mig en stor familie, som jeg er glad for. Der har der intet været, som ikke kunne være anderledes. Det er op til hver enkel at skabe sit liv. Én ting er sikkert, jeg har ikke den egenrådige og blanden sig svigermor. Jeg har prøvet at dele sol og vind lige, efter bedste evne, det vil jeg gerne huskes for. Jeg har mine to søde venner i soveværelset, Jacob og Putte. De har været min glæde de sidste 10 år. Hvis jeg ikke havde dem, ville jeg føle mit hjem som et ”gravkapel”. Tyst, stille og forladt. Tiden her i Aars har været god for mig. Man skal vide at kende sin besøgstid.

Hvor mærkeligt det end lyder, så var min bedste ven, min store bamse. Den var så slidt og betrukket om med et par lådne underbukser af fars. Alt hvad jeg fik at spise, skulle min bamse smage, den var helt porøs i snuden til sidst. Jeg sov med den og hold nu fast, til jeg var 16 år, ingen søvn uden bamse. Når Eja´s Leif var på besøg hos os skulle han altid have min seng og min bamse. Det er de mærkeligste ting, der dukker frem når man går til barndommens tid.

Jeg husker vi fik nogle karameller, Leif og mig. De var aflange i fint papir. Jeg spiste mine hurtigt og fandt en sten i passende størrelse, pakkede den ind, spurgte ”Leif, vil du bytte med denne her for én af dine?” Ja, det ville Leif godt, han var jo 6 år yngre end mig og jeg var en styg tøs til at nasse på ham. Nej, hvor han hylede, da han pakkede stenen ud, han fik en ny karamel af mor og jeg blev skældt ud. Leif var helt igennem en dejlig dreng, vi var nærmest som søskende. Jeg var jo tit på ferie hos Eja og Harald.

Det var en sorg for mig, da Leif blev syg og skulle dø, han ringede selv og sagde ”Jeg er helt knust, søster, over at jeg skal dø fra min kone og børn. Kan du nu have det godt, søster” Tak Leif, for den tid vi har haft med hinanden, jeg holder så meget af dig, Leif. To dage efter døde Leif 65 år gammel. Jeg skriver stadig med Grethe, hans kone. Leif var jo noget særligt for mig.

Jeg synes, jeg har mistet så meget her i livet. Jeg beder Gud om, ikke at tage min nære familie fra mig, både store og små. Hellere må det være mig, der dør. Jeg bytter gerne, hvis man kan få en byttehandel i stand af den slags. Det er min frygt det at miste.

På himmelen bliver en stjerne tændt,

hver gang et liv på jorden er endt,

da lyser langt i det fjerne,

himmelens klare stjerne.

Jeg er tit ret ked af livet, indeni i mig selv. Føler jeg slæber rundt på store, sorte sække, fuld af minder gode og mindre gode. Kunne jeg bare i mine sidste år, sætte ild til de sække, så ville resten af livet føles lettere. Jeg kan jo ikke slippe det. Jeg har nok ikke været et godt menneske helt igennem. Man beder ”forlad os vor skyld”. Det kan være bagateller, der hober sig op og bliver enorme, store bjerge, som er uovervindelige. Jamen en ting, som den sten til den karamel, jeg ved jo, at det er fjollet. Jeg gransker for dybt i alt. Grunden er at jeg lukker mig inde og fantaserer. Lev livet mor, jo tak, men hvordan? Det er det store spørgsmål for mig, ”hvordan”.

Jeg sætter mig så mange mål, men udfører intet, det hober sig op og bliver til problemer. Jeg tror ikke nogen i familien, kender mig dybest inde. Udadtil klovnen, men indeni så ensom og kold!

Vi fik vores sort hvide TV i 1959 på afbetaling. Det var købt i Aabyhøj, jeg ved ikke om vi gav 15 kr. mdr. Det var i hvert fald en glæde for børnene, de tiggede sig altid ind hos én af naboerne, der havde TV. De sad som i en biograf i rad og række og så børnetime, så da vi fik TV kom de ind til os, nogle af ungerne.

Der var et ungt kvarter på Højdevej med mange børn, som legede meget sammen i de år. Jeg husker jeg købte en gammel spinderok, som en forsikringsmand så sig varm på. Jeg havde givet 15 kr. og han ville give mig 50 kr. Det blev til udbetaling på Manses barnevogn. Den blev købt i ”Importøren” med 50 kr. i udbetaling og 5 kr. om ugen. Manse var den eneste, der fik en ny barnevogn. Der var jo langt ned til byen. Inge´s barnevogn havde store hjul, så når vi skulle hjem fra indkøbene, sad børnene på hver sin skærm og jeg oksede som en hest op af de bakker. Det hed ikke Højdevej for ingenting.

Vi havde jo mange venner dengang og flinke naboer. Jeg var altid meget tidlig oppe, jeg elskede at være færdig med huset, når andre koner først skulle til at begynde på deres. Vi havde jo en have og engang var græsset blevet så højt, at slåmaskinen ikke kunne klare det, da lå jeg på knæ med en saks, en ganske almindelig stofsaks, og klippede og klippede. Jørgen var på Lærlingeskole i København, ja se det var tider. Jeg skulle have haft en ged til at æde alt det græs.

Min tid i Biecentrets Husorkester.

Vi fik den geniale idé i centret i 1992 ca., at vi ville lave et husorkester. Jeg kunne jo spille lidt klaver, det var der stemning for. De kom dryssende lidt efter lidt. Et par der spillede harmonika og et par violiner, en bas og ham med bassen sang til. Én med trommer, men det fik ende, for det var alt for meget larm. Vi fik lavet et helt orkester og vi fik styr på de forskellige instrumenter og så begyndte vi at spille på plejehjem og i nogle efterlønsklubber, det rygtedes snart, at vi var helt gode nu. Vi havde baller i centret og vi underholdt hist og pist. Vi fik sponsorer til ens tøj, jeg var eneste pige i det 7 mands orkester, det befandt jeg mig godt med.

Jeg måtte jo stå for mandehørm, men jeg har nu aldrig været sart, så de fik nogle saftige ting fra mig, jo det gik godt.

Der var ”brune øjne”, en dejlig violinspiller, men det er en helt anden snak. Han var ked af, at jeg ville flytte til Aars, men nu er ham og konen selv flyttet til Aalestrup. Han spillede så dejligt på sin violin, at han var høj og smuk, gjorde det ikke værre. Nu er det jo blevet et gammelmandsorkester. Jeg er ked af, at Niels Halkjær er blevet syg. Kresten og jeg tog ud at spille nogle gange til fødselsdagfester, det gik fint. Jeg har fået at vide, at de ikke spiller så mange steder mere. Jeg sagde, de skulle forny sig med melodierne.

16-12-2001

Jeg synes, jeg er ked af det hele, både livet og mig selv. Jeg føler mig ene, trods mange. Det er ligesom, at alle dem der er døde fra mig, både mennesker og dyr, hober sig op. Jeg har en stor, meget stor sort sæk, med dystre minder i. Man skulle tro, det lakker mod enden med mig, siden jeg er led og ked af det hele.

Jeg har jo en rigdom i børn, svigerbørn, børnebørn og 10 oldeunger, er det så til at forstå, jeg kan føle mig ensom, nej vel?

Det er bare lige det, at jeg savner Jørgen, min Jørgen, som han var, da han var syg, Han blev et helt andet menneske og det er det menneske, jeg savner. Må han have mange venner i himmelen, som han havde her på jorden, det er jeg nu helt sikker på han har. Han kigger også ned til mig og jeg hører en fugl udenfor, der synger, det må da være en hilsen til mig. Jeg synes jeg har levet længe nok og min nysgerrighed efter det, der skal ske den dag, det trænger sig på. De står nok alle mine kære og venter deroppe, at jeg skal mødes med dem igen.

Nu nærmer julen sig, det er måske lidt med i spillet om tankerne. Mit barndomshjem står meget tydeligt for mig. Jeg synes, jeg har forspildt mit liv, men ved ikke hvorfor og hvordan det ellers skulle have formet sig, jeg gjorde, hvad jeg kunne, men H.C. Andersens eventyr trænger sig på ”hun duede ikke”. Hvorfor og mon med hvad, der ellers skulle være lavet bedre, er jeg ikke klar over!

I skumringstimen

I skumringstimen i kakkelovnenes varme skær, der var vores hyggestund i min barndom. Mor stegte æbler bag risten på verdens flotteste kakkelovn, med stor krans øverst oppe, velpudset var kongen over alle kakkelovne, syntes jeg. Æblerne blev sat på ildrageren og ind i gløderne, skrællen blev kulsort, når æblerne var møre blev alt det sorte pillet af og æblerne blev drysset med sukker. Se det var vores dejligste stunder, man kan kalde dem skumringshyggestunden. Jeg bliver altid helt vemodig, når jeg tænker på mit dejlige barndomshjem, den slags hjem er en meget stor mangelvare i dag, jeg tror slet ikke, den findes noget sted. Disse computerhjem, TV og video æder den virkelige gode barndomstid fuldstændig op. Måske, fordi jeg føler mig rig på minderne, forstår jeg ikke den manglende tid til børn med virkelig barndom. Kun alt dyrt er godt, de børn proppes med reklamer om, hvad de skal bruge, for at være børn. Jeg vil nødig bytte min barndom med det, der findes i dag. Når man ser et børneværelse, nu om dage, slår jeg korsets tegn for bryst og pande. Ingen skal fortælle mig, at de børn er lykkelige for hele deres værelse, det ligner en legetøjsforretning. Hvor skal de begynde og hvor skal de ende med alle de sager, forældre gør ikke deres børn den store glæde ved alle de indkøb. Ja hele familien skulle tænke, før de handler.

3-3-3002

Tænk engang i skrivende stund, føler jeg mig uendelig gammel, en rigtig tidsel. En stiv, strittende baggårdstidsel. Det, er som jeg er helt nede under sokkeholderne i disse dage. En vinterdepression eller hva’?

Jeg føler ensomheden gnave i alle de gigtplagede knogler og fylder mine store, sorte sække, med ene trælse minder og længsler, det hele fylder godt op. Nu er jeg 76 år og har jo lidt liv tilbage, står for en flytning her 1. maj. Jeg skulle da skamme mig, men det er ligesom, det hele er blevet lige meget. Bare jeg havde en lille hund, den måtte gerne være tudegrim som mig, bare den ville kæle og lytte til alt der går gennem mit grå sind og hoved. Her er regnvejr og Giro 413 larmer med alle vores gode, gamle melodier og er en evig ting til aldrig at kunne slippe, det der var engang.

Det er sært at jeg ikke kan overskue resten af mit liv. Måske fordi jeg er den ældste og den sidste for mine børn, alle er væk. Jeg burde jo glæde mig over at jeg er her endnu, men det gør jeg bare ikke, får intet ud af dagene, der skal enorm stor overvindelse til at gå ned i byen for at handle. Sne på min rude, fodspor i sneen!

Det er heller ikke oplivende at have så ondt i kroppen, om det er gigt, ved jeg ikke, men det er en personlig fornærmelse at vågne og til endnu en ny dag. Er man så ikke helt nede i kælderen, ja jeg spørger bare!

5-4-2002

Nu er det vist snart det sidste fra mig, jeg føler, at jeg er blevet slidt op i krop og sjæl.

Jeg har besøgt min kære John i Sverige her i påsken. Det er vist sidste gang, for min ryg er helt kaput. Jeg føler et stort tomt hul, hvor et varmt hjerte engang bankede. Nu er det en sten, desværre. Jeg skulle måske alligevel have brudt mit løfte til Jørgen, om at jeg aldrig ville finde en ven efter ham, det er snart 15 år til august, siden Jørgen døde. Jeg har ikke følt glæde ved noget, en fejl fra mig. Det kunne jo ikke skade Jørgen eller noget, det der kapitel var jo forbi og lukket og slukket. Nu er alt for sent, nu flytter jeg i denne måned i ny lejlighed, så er der to gårde tilbage, fattiggården og så den endelige, kirkegården.

Jeg har nået den alder, hvor folk holder døren for mig og min rollator, medlidenhedsåret. De er jo høflige, men tænk engang at jeg, der godt nok aldrig har været ”den skarpeste kniv i skuffen”, men dog klog nok til at klare dagen og vejen selv. Det føles som en tilbagegang på livets landevej. Det føles jo som livets efterår, skønt vi har forår nu. Alt grønnes, der skulle være glæde ved fuglenes sang, men jeg må være blevet tonedøv overfor den slags nu. Jeg har jo så mange kære børn omkring mig, men jeg føler mig som enebarn, kan ikke finde melodien og vil heller ikke slippe håndtaget, bliver hængende i håndklædet så længe stroppen holder, ak ja, det her kapitel er ikke just fra min lyse side, føler jeg.

Sidste afsnit af mit liv

Jeg er den 1-5-2002 flyttet i en dejlig stor lejlighed på Møllevej i Aars. ”Svikmøllen” sidste holdeplads for mig, håber jeg. Jeg er blevet en tvær hund, vil ikke ud at gå. Jeg har på 1 ½ måned kun været ude to gange med min støttepædagog, rollatoren, en uvurderlig hjælp, til et usikkert gammelt skrog. Mit ellers så gode humør har jeg glemt i én af de mange sorte sække, jeg slæber videre på, måske jeg finder i hvilken én, humøret er glemt. Det er sært for jeg har jo til dagen og vejen, som man siger, når man ikke ”suger på lappen”, men betaler enhver sit. Jeg kunne såmænd bo på en øde Ø, hvis det kom dertil, en rigtig eneboer med mine to allerbedste venner, Jacob og Putte. De er altid glade og snakker og griner med mig. Det der ord med at slå tiden ihjel, det kan jeg ikke lide, tænk slå tiden ihjel. Jeg kan intet slå ihjel, hverken det ene eller det andet. Jeg har hørt, at de kalder mig for papegøjedamen her i komplekset. Nå skide være med hvad de kalder mig (de fattigrøve), de har ikke råd til andet end havemøbler.

Jeg blander mig ikke, man skal leve i fred den sidste tid. Det der med den ”sidste tid” den optager mig meget. Jeg glæder mig til at se alle mine kære, der er gået i forvejen. Ens lys, kort eller langt, brænder ned og så er det farvel til denne jord. Mit lys ser ud til at være højt i flammen. Bare man vidste hvor lille det er i dag.

I dag skriver vi 12-8-2002

De sorte ravne, sorgens sorte fugle,

flyver over mark og eng, der ligger du så

stille og bleg i din egen seng,

de store fugle, sorte tunge, blandt dem

både gamle og unge.

Svalerne skal snart på træk, de øver ungernes

vinger, flyver tæt på mine vinduer her i stuen,

jeg ved jo, ikke alle når deres sted at overvintre,

men fuglene flyver højt og lavt,

de ved jo ikke, hvad den store flyvetur

bringer dem.    

Jeg synes, jeg er begyndt at tænke og længes efter tiden i mit barndomshjem. Var jeg nu taknemmelig nok, for al den kærlighed og tryghed jeg fik hos mor og far. Det er mærkeligt, at jeg får disse tanker. Måske burde jeg tage mig sammen og blive lidt mere livlig, jeg har dog trods alt mit liv i behold, men jeg synes, jeg er i en bølgedal i tiden, mest nede.

Jeg har en dejlig lejlighed, god familie og der burde jo ikke være noget at hænge over, men alligevel alt det der var, det maser sig på og holder mig nede. Jeg føler mig ensom, kold og træls, det er jo for tidlig at føle den slags, jeg er jo ikke 77 år endnu og vi bliver gamle i min slægt.

Jeg sidder her i aften den 21-8-2002 og hygger mig i freden på min svalegang. Det er jo mit ”Otium”. Jeg mener det er sidste station for mig, inden den endelige slutning. Jeg er tilfreds her i livets aftenstime. Jeg har jo haft et broget liv, syntes jeg selv.

En stor familie har jeg. 11 børnebørn, 10 oldeunger, 4 børn og 4 svigerbørn, synd at min Jørgen ikke fik denne slutning med. Han blev snydt for sit livs efterår. Alle er rare ved mig, men det er et goldt liv. Jeg har mine gode venner, Jacob og Putte, så helt alene er jeg ikke. Jeg har også et par gode bekendte her i boligblokken. Det er underligt, at alle dem fra Hobro, helt er væk. Det var jo så kun Jørgens venner, men det gør heller ikke noget, selvom der er en lille orm, der gnaver inderst inde.

Jeg bliver ikke kønnere med årene, men pyt med det, jeg skal ingen bedåre, jeg er bare mig selv!

”Søster atterdag” i min egen tankegang. Udsætter til næste dag, hvad jeg burde gøre i dag, for lige med ét, er der ikke en atterdag. 

Jeg tror, jeg vil starte en rollatorklub. Vi er mange her, der har den som støttepædagog. Den er uundværlig for mig. Det er jo ingen fornærmelse at man støtter sig til sådan et køretøj.

Her er en smuk solnedgang fra min plads, stole og bord på svalegangen. Livet er trods alt godt og rart, man må jo selv leve det fuldt ud.

26-9-2002

Det er mærkeligt med min tilværelse, synes jeg. Jeg kan sidde og fundere over livet, der er gået. Jeg kan blive ked af det, når jeg tænker på det hele. Alle vores dyr, vores dejlige hunde kan jeg længes efter. Jørgen, mine børn, min mor og far, ja hele det der er væk for evigt. Måske kunne jeg have været bedre mod alt og alle. Er jeg ved at blive underlig, siden alt går revy for mit indre. Jeg har jo ikke en sjæl at spørge om fortiden. Er der noget af det hele jeg fortryder. Hver gang jeg er alene og det er jeg jo en meget stor del af tiden, så dukker der et og andet frem, man kan blive ked af det. Måske er jeg ved at være for gammel nu.

Jeg har jo en dejlig lejlighed og Jacob og Putte. Der skulle jo ikke være noget at fundere over. Alle de dumme tanker om fortiden, jeg kan jo ikke bruge det til noget, men alligevel gnaver minderne i mig. Jeg kan længes så forfærdelig efter mit barndomshjem og mine forældre. Det må da betyde at jeg går i barndom, hvad ellers? Vi er jo en stor familie nu. Det kunne være sjovt at lave en stor familiefest, sammenskudsgilde i et forsamlingshus og give den hele armen en sidste gang. Mon de alle ville være med til det. Jeg synes, det kunne være dejligt; bare tanken. Jeg ønsker at alt må gå godt for dem alle. Sikke en sær tanke, jeg har i dag, men jeg bliver jo heller ikke yngre, så måske de dystre tanker skyldes efteråret, der er i gang.

7-11-2002

I dag føler jeg mig mærkelig ensom, kold og følelsestom, det er efteråret, der er skyld i det. Jeg længes efter Jørgen, jeg synes det er så uendelig længe siden alt sammen. Hvorfor mon jeg får disse triste tanker, er det fordi julen nærmer sig, jeg ved det ikke. Min livslyst er lig nul, men jeg har jo familien og mine to fugle, de kan i hvert fald ikke undvære mig. Jeg synes, jeg har levet længe nok, næsten 77 år, det er rigeligt for mit vedkommende.

Jeg er i en periode, hvor jeg tænker baglæns, tænker på at vi fik for lidt ud af livet, noget skulle have været bedre, synes jeg. Jeg ved, at det er omsonst at ville lave noget om, forspildt liv er det. Jeg foretager mig intet, den ene dag går efter den anden med ingenting. Nu skal vi snart på kirkegården med en krans til Jørgen. Jeg skal jo også ligge der. Det er ikke ment som bebrejdelse, at jeg skal blive ved med at leve, der må jo være en mening med det.

Bare jeg kunne finde lidt lyspunkter i dagligdagen, men det er svært for mig. Ingen ved hvordan jeg har det. Det er også godt nok, for de har jo alle deres der skal gøres, men det hele er nok min egen skyld.

29-11-2002

Himmel og helvede og midtimellem

Det er der jeg i øjeblikket befinder mig. Jeg kan ikke tage mig sammen til at komme ud i luften. Jeg er grå i sind og i skind. Det er godt af jeg ind imellem maler lidt akvarel, det bliver nok ikke kønt, men tiden går fint, når det sker.

Nu må jeg hente min sidste pension og se at få købt julegaverne til de små. Jeg skal også på Jørgens grav med en krans, nu da der er gran på. Jens henter mig i morgen 30-11, han svigter ikke, han er en god stor dreng. Hvor er det godt han fandt sin Annika. Jeg synes jeg ser så dårligt, men der kommer jo altid skavanker i et gammelt skrog. Jeg er glad for min lejlighed, jeg vil håbe, det blev den sidste flytning. Tiden går, 7 mdr. har jeg boet her i dag, bare det at der er luft omkring mit ”habengut” og ikke for trangt med pladsen. Det er sært, jeg intet hører fra Hobro, det var trods alt 49 ½ år jeg boede der. Jeg har én rigtig ven her i Aars, Jytte. Hun er en god pige ved mig, vi flyttede ind samtidig her i blokken. Jeg drømmer meget om Jørgen, men vi ses jo igen, den dag lyset er brændt ned, så lysner det for mig.

18-12-2002

Du sagde engang, da jeg var barn,

Se aftenhimlen Søster, på alle stjernerne,

og sagde så et lille vers, som betyder meget for mig:

”Klare stjerner i det fjerne

er det mig, du blinker til,

er det mig du godt ka’ li’

svar mig, klare stjerne lil”    

Jeg kigger efter på stjernerne og tænker på alle dem, der gik i forvejen. De blinker ned til mig og så går mine tanker på langfart.

Men gør som jeg ”tæl kun de lyse timer”.

De mørke sniger sig alligevel ind, men det modarbejder jeg, ved at tænke lyst.

Intet kan laves om og så kan man jo ikke bruge det til noget.

Mine store sorte sække, slæber jeg stadig på, rundt og rundt i manegen. De vejer godt til efterhånden, men Søster giv slip og lev den sidste tid du har!

15-12-2002

Nu nærmer julen sig og jeg ved der er noget, der hedder en frossen skulder, men at der findes et frossent hjerte, det mærker jeg nu. Jeg føler mig så kold og ensom, helt ind i rygraden, det er der ingen, der kan kurere på. Igen kommer de triste tanker snigende sig ind i mig, som en tyv om natten. Jeg har det jo så godt, bedre end de fleste, jeg har en dejlig familie og et par venner, det er jeg glad for.

Jeg kan ikke forstå, jeg bliver ved med at gå tilbage i barndomshjemmets trygge havn. Der må bestemt være noget galt med mig. Jeg længes efter min Jørgen, vores dyr og alting! Jeg håber ikke jeg skal blive her på jorden alt for mange år mere. Hvis det ikke bliver bedre, er det hele omsonst, synes jeg. Godt jeg har Jacob og Putte, de opvejer meget. Julen var så dejlig i mit gode hjem. Far og mor vidste aldrig hvor godt de skulle gøre det for mig. Tænk, hvis jeg var blevet hjemme til de ikke var mere. Det er nu 42 år siden, de begge er døde, med 12 dages mellemrum. Jeg skulle mene, jeg var kommet over det, men det dukker op altid og mere tydelig, end det der er sket for 14 dage siden. Nå, det er måske fordi jeg har for god tid alene med mig selv, men hvor jeg elskede de to der gjorde barndommen god for mig.

Julen 2002

Juleaften

Jeg var hos Mette’s med Leo juleaften. Birthe var på arbejde til over kl. 22 om aftenen. Jeg var ikke rigtig på dupperne og nu her. 2. juledag er det akkurat det samme. Jeg synes der ned ad bakke med mig, både med humøret og forfald i kroppen. Hvis jeg skulle opleve næste jul, må jeg tage mig gevaldigt sammen, ellers er det ikke værd at leve det liv her. Godt jeg har Jacob og Putte, så skal jeg jo op af sengen eller tror jeg at jeg lå mig ihjel.

Det er en stor skam, at det liv her ender på denne måde, det skulle være helt anderledes. Mine børn ved ikke, hvordan jeg har det. Jeg har så ondt i hele kroppen, at det er en personlig fornærmelse mod mig, at jeg vågner næste morgen. Jeg tænker så meget tilbage i tiden, nok fordi jeg har for meget tid til min rådighed. Jeg tænker på alle dem, der er gået i forvejen og på hvornår mit lys er brændt ned i denne verden. Hvis ikke jeg havde så ondt, havde jeg jo alt, hvad man kan ønske sig. Stor familie, god bolig og et par venner. Det er mig, det er galt med desværre og de store sorte sække, jeg slæber rundt med.

Lørdag 28-12-2002

Himmelen græder dråber på min rude, mit hjerte græder, jeg længes efter min Jørgen, mit liv er kaos, indeni er jeg i oprør med mig selv. Jeg spørger Gud, hvor længe skal dette liv vare. Jeg har set Norge’s gospelkor og hørt den bedste salme i verden: Dejlig er Jorden.

Mit livs salme, jeg er ked af det hele. Tænk, hvis mine børn var helt klar over, mit usle liv, de ville græmmes for mig, jeg har det jo godt her i Aars, slet ingen tvivl om det. Det er ikke stedet, det er mit indre det er galt med, ved jeg. Jeg tror mange har det som jeg, men man lader bare som om alt er godt. Jeg slæber rundt og rundt med de sorte sække, mindernes sække, kalder jeg dem. Jeg troede, de blev smidt ud i Hobro. Men nej, de dukkede op her i flyttelæsset til Aars. I mit indre fylder de frygtelig meget, de tynger mit sind ned i et stort sort hul, hvor der ingen stige er til at få mig op ad. Det er bestemt sørgeligt i al sin elendighed.

”Dejlig er jorden, prægtig er Guds himmel”

Himmelen græder store tårer på mit vindue, alt er gråt ude og helt inde, dybt inde.

5-1-2003

Godt Nytår

Jeg har lige haft en god fødselsdag. Jeg synes, jeg begynder at se lidt lysere på tilværelsen. Jeg må til at leve med næsen opad, ikke tænke bagud, det hjælper ingenting. Jeg er også så glad, jeg har min bror John, han er et dejligt, ærligt menneske. Jeg håber, han engang vil besøge mig, mens tid er, det kan jo hurtigt vende om. Her er sne og der skal blive storm, jeg er altid så bange for min familie, der skal køre på landevejen, beder til at alt må gå godt for dem alle.

Jeg hører ønskekoncert for tiden, der er en masse minder i de melodier, der stikker hovedet frem. Ellers synes jeg at livet igen er værd at leve. Jeg spiller kun med mig selv, men det er også godt nok med det, man glemmer jo aldrig sine noder. Jeg tror mit sind og humør er oppe at vende til det lysere. Himmelen er blågrå af sne og lige bagved kan jeg skimte solen, det er høj frostvejr 10 grader, det er da bedre end tåge. Nu har jeg mod på at nå overfladen, jeg føler jeg tager mig sammen for en tid. Intet kan jo laves om, et kapitel er slut for evigt, men ormen gnaver og mine drømme om natten er ret grimme, men sove skal jeg jo. Det er sære onde drømme jeg har.

9-1-2003

Jeg er virkelig kommet op til overfladen. Jeg elsker mit hjem nu. For var det bare en opbevaring af mit jordiske gods og mig selv. Tænk engang at man har været under spærregrænsen i 15 år og så pludselig, vips så vender det hele, trods sne og kulde. Jeg er enorm glad over udsigten til et gladere liv og når vejret og føret er til det, vil jeg ud at gå en tur hver dag og det er ikke bare tom snak, det her. Jeg har nogle få venner og er glad for dem. I går hyggede vi os og åd en hel Othellolagkage. Vi var 3 piger og en mand om den sag.

21-3-2003

Nu er vi nået et stykke ind i foråret. Jeg synes livet er som en cirkusforestilling, man kommer ind, bukker, hopper lidt omkring, bukker igen og går så sin vej. Jeg er ikke mere så ked af livet i sin enkelthed, men jubler ikke over, at jeg stadigvæk lever. Den ene dag går og en ny stikker sit hoved frem. Når det bliver sommer, vil jeg tage mig sammen og leve livet, goddav do, har vi ikke hørt den plade før, ak jo, i 16 år knap nok.

Jeg døjer med slidgigt og det er med stor overvindelse, jeg tager rollatoren og går ud. Det er en meget stor skam at mine sidste år nærmest skal slæbes væk. Hvis jeg havde været lidt vaks ved havelågen, ville jeg nok have haft lidt mere glæde ud af de år, men sådan er jeg altså ikke indstillet, jeg er en træls kone i bund og grund.

Jeg drømmer meget om Jørgen, men han er alligevel ikke til at nå, det er sære ting jeg drømmer om. Jeg ville ønske, jeg bare én eneste gang, kunne stryge ham hen ad hans kind og hår, bare én gang til. Vi var på kirkegården med blomster, men det er der såmænd ikke så meget ved, men mit nr. står der stadigvæk på graven

17-4-2003

Skærtorsdag

Nu har vi påske, det er skærtorsdag. Vi har været på kirkegården hos dig, min Jørgen, men det så du jo. Jeg sagde til Inge at du skulle have været hos os og nyde livet i stedet for at ligge i graven. Vi var også hos Karl og Marie’s grav med blomster. Jeg synes ikke, jeg har noget ud af min tilværelse, men det er min egen skyld. Børnene er jo så gode alle sammen, men alle har deres hverdag at se til. Nu bliver det sommer og så må jeg ud hver dag.

Jeg har jo intet at blive trist over, har en god lejlighed, mine papegøjer og besøg ind imellem. Det er bare indeni, jeg er så forfærdelig tom og kold. Godt det ikke blev dig Jørgen, der blev den sidste. Det ville have været rigtig synd. Jeg har jo så meget at være glad for, så hvorfor slæber jeg rundt med de sorte sække stadigvæk. Mindernes opbevaring. Det er heldigt, at man altid kun kan huske de lyse tider, men fortrænger at der var sorte dage imellem. Også det at miste dyr og mennesker, men det er der så mange der gør, alt har sin tid og sin pris her på jorden, men kan må blive et bedre menneske med årene.

Mor

19-5-2003

Nu er det Jørgens fødselsdag den 22-5. Han bliver 77 år. Jeg synes, jeg føler mig snydt her i livet. Jørgen, du ser at Manses Joel er konfirmeret 16-5, det var en dejlig, pæn fest med mange mennesker. Det gik så fint for sig.

Jeg savner dig, lever kun halvt. Det er ikke til at forstå, at det til den 4-8 er 16 år siden, jo tiden går. Jeg føler mig gammel i sind og skind. Kroppen føles færdig, men jeg må jo vente til mit lys er brændt helt ned. Vi har ikke den gode maj måned, som du syntes var årets bedste måned. Alle er gode ved mig, men det er ligesom, det ikke er noget ved mere. Mindernes sorte sække er fyldt helt op. De fylder stadigvæk en stor del af mit liv.

Nu flytter Mette og Lars her til Aars, så er vi snart mange af familien her omkring. Det er en god by, synes jeg. Jeg har aldrig længtes efter Hobro, kun spillemændene mangler jeg. Ude af øje ude af sind, det er livets gang. Vi burde have haft lidt venner i Hobro, vi boede der jo en menneskealder, men vi havde nok i vores børn, vores hunde og arbejde. Det er lige som det svider til mig i dag. Jeg har det jo godt nok i lejligheden her, men der mangler bare lige et enkelt kram. Jeg er blevet en eneboer, føler jeg.

14-6-2003

Nu er der atter gået svind i sækken af gamle venner. Inge P. har mistet Ejvind, det var en slem omgang for dem. Jeg er i bakkedal i tiden, er træls, får antidepressionspiller for at komme lidt op til overfladen igen. Har også fået nye gigtpiller, de hjælper mig. Jeg er blevet bedre til at gå ud at handle. Jeg ved ikke rigtig, hvad der er med mig, jeg synes, jeg går ved siden af mig selv, men så har jeg da følgeskab af en fornuftig én, der ikke siger mig imod. Det er sært, som man bliver.

Berit har fået en lille dreng den 20-5-03, godt det gik fint for dem. Det var nr. 11 oldeunge. Bare jeg havde måttet blive gammel med Jørgen, jeg synes slet ikke jeg lever mere. Dagene bare går sin gang, uden glæde mere. De store sorte sække fylder for meget for mig ”mindernes skraldeposer”. Jeg vil holde op med min sovepille, jeg tror den er skyld i det hele, så må jeg ligge vågen til det er ude af kroppen. Man er dorsk.

Jeg synes det er synd for Inge i Bredballe, de sidste måneder har været slemme for dem. Ingen fortjener sådan en lam udgang af livet. Tænk ikke at kunne røre en finger. Der er mange måder at dø på. Nu er man ene om det, der er fuldstændigt sikkert at man ikke slipper levende gennem livet.

30-7-2003

Jeg synes, jeg har fået det bedre i sind og skind. Jeg får nogle tabletter, der er gode. Nu er det snart den 4-8 igen, Jørgens dødsdag. Nu har jeg oplevet den 16 gange. Jeg er blevet glad for tilværelsen og er holdt op med at være så hængerøvsagtig altid. Livet går jo videre af sig selv og en dag er det den sidste, da er det for sent at prøve at leve livet. Jeg har en god stor familie, som jeg elsker og jeg ved Jørgen følger os alle. Jeg kan ikke sige, jeg er ked af at være blevet så gammel, men jeg skulle nok have levet livet lidt lettere. Jeg kan ikke bruge det til noget, derfor gider jeg ikke de tvangstanker mere. Sidste afsnit må være lidt lysere for mig.

4-8-2003

Det er i dag 16 år siden, Jørgen døde. Jeg døde inden i, den dag. Livet er gået videre, men det har været et tomt liv. Jeg har fået det bedre, men alligevel går tankerne, hver eneste aften til Jørgen. Jeg har aldrig følt, at der skulle være en ny mand, men sådan er man jo så forskellige. Andre ville nok have haft én eller flere i den tid. 16 år er længe. Mine børn, svigerbørn, børnebørn og så 11 oldeunger trives jo godt, men man lærer at indordne sig for sig selv. Livet kræver ikke det store og jeg kræver intet, jeg har det jo godt nok og det får vel også en slutning for mig.

30-8-2003

I dag skal Tinna og Søren giftes. Jeg glæder mig til festen efter kirken. Det er jo så højtideligt. Bare min Jørgen havde været her i dag. Jeg ved han ser os, hvor han er, det er dejligt. At nogen siger, det ikke passer, kan jeg ikke tage mig af, for jeg har min egen mening. Stoler fuldt og fast på, vi mødes med vore kære, de er bare gået i forvejen. Jeg er ikke bange for livets afslutning, fordi min tro holder mig oppe. Jeg lovede Jørgen, at jeg ikke fandt en anden, det har jeg holdt. Livet har jo været ret så koldt følelsesmæssigt, men jeg følte jo jeg døde inden i den 4-8-87. Jeg ved ikke, hvad der skal til for at vække mig igen.

17-11-2003

Vi er nu nået til den 17. november, Jeg siger altid, jeg har det godt. Det har jeg også, selvom min dagligdag foregår her i min stue hos mine papegøjer. Den eneste udflugt foregår med at gå ned i byen og handle med min trofaste rollator. Jeg kan ikke gå uden.

Jeg hører intet fra alle dem i Hobro, der forestillede venner, for da Jørgen døde for de 16 år siden, forsvandt folkene også. Jeg er nok ikke meget bevendt som ven, tror jeg. Man er, som man bor i et samfund, hvor hvert menneske sidder i sin egen kasse og passer sig selv.

Nu er det snart jul igen, Jeg kan godt se, at 16 år alene er nedslidende for sjælen. Den fryser inderst inde, men der er sikkert mange, der mærker den ensomheds kulde. Det føles lige som jeg bare sidder og venter på at det får vel ende – livet! Det ville være dejligt om man havde en lille, kærlig hund, som også var ensom. Man kan fortælle sin hund alt, den fortæller aldrig om hemmelighederne. Fossi var mig til megen glæde, hun var så god ved mig. Jeg skulle nok have beholdt hende hos mig. Mit liv har haft så mange facetter, synes jeg. Mit humør er som himmelens grå, mørkegrå.

Når jeg sidder og tænker bagud, så har vi det godt. Da mine fire børn var små, Jørgen og tre skorstensfejerlærling var på kost og logi, havde vi en gasgrubekedel og et stort vaskebræt. I dag har jeg vaskemaskine og tørretumbler, bare til én person, jo jeg har det godt. Jeg tænker meget på alle dem der, som jeg siger, er gået i forvejen. Jeg længes efter mine forældre og søskende. Det er jo fordi at jeg er den eneste, der er tilbage af gamle for mine børn. Der kan opstå nogle tanker og spørgsmål som jeg aldrig får besvaret, alle er jo væk.

På en måde ha jeg jo været heldig, når jeg er blevet så gammel. Jeg ville gerne, at Jørgen var blevet gammel sammen med mig, det mente vi var meningen. Mit livslys må jo være uendelig langt. Når lyset slukkes, så kommer det jeg med glæde ser hen til ”mødes igen med mine kære, vi ses” tænker jeg, når jeg om aftenen ser op på en meget lysende stjerne, der er så tydelig fra mit vindue, en klar lysende stjerne, vi får en lille snak, inden jeg går i seng. Mærkeligt ikke? Nu er det snart 1. søndag i advent.

21-12-2003

Nu nærmer juleaften sig og jeg føler savnet af dem alle, meget nærværende. Jeg er jo ikke den eneste, der føler sig snydt i alderdommen. Det er bare, når den glædelige højtid kommer at alle minder, lige fra min barndom, ungdom og alle de år, der er imellem dem til nu, hvor jeg er i den sidste fase af tilværelsen. Jeg har det jo så godt, så der skulle ikke være noget i vejen. Men jeg synes der er lidt meget træls, når man går i seng kl. 20-21 for at begynde på en ny dag igen. Det er nok vinterens tid, der gør mig lidt ked af det hele. Jeg må se at få tømt de store sorte sække ud i stormen, så de blæser væk fra mig.

Der er jo så mange små nu og livet går videre i hver sin familie, de har det godt og alle er gode ved mig. Hvad er der så at pive over. Jeg savner Jørgen, mine forældre og ville gerne have levet livet på en lidt anden måde, hvis man vidste jeg havde dem så kort tid.

24-1-2004

I dag er det min elskede mormor’s dødsdag. 44 år er det siden. Hun var det bedste menneske, jeg nogen sinde har kendt. Der er aldrig nogen der kommer i nærheden af hende, i mine øjne. Det er lige som, det ikke er så længe siden, men Manse var jo næsten 1 år, så det er det. Mormor var jo min lille mor, jeg havde det så godt derhjemme i Aabyhøj. Morfar var også så rar, men mormor var min, det bedste jeg vil mindes hende, til mit eget liv er forbi. Kun én gang kan man elske et sådant menneske, for hendes lige fandtes ikke. Jeg er dybt taknemmelig for min barndom.

27-2-2004

Jeg har haft så dårlig en februar, har haft store smerter i mit venstre ben, Jeg har bedt til Gud om at jeg måtte få lov at dø, jeg turde ikke selv. Jeg har været lige ved tunnelens indgang. Bare jeg måtte slippe de smerter. Nu er man igen en stor egoist, jeg tænkte alle børnene har jo hinanden, så det ville nok hurtigt være overstået for dem. Man får vel ikke større smerter end man kan bære, hver især. Jeg håber nu, at jeg må få sommeren med, for hvis det her fortsætter, er min lyst til livet væk. Stakkels, stakkels Jørgen, hvor har han lidt. Alle er jo så søde ved mig, selvom jeg er ret urimelig, når jeg har så ondt.

Mor

25-3-2004

Mit smertens forår

Nu er det forår, men med lidt frost om natten. Jeg føler jeg har været nær ved livets afslutning. Jeg har siden midt i februar været i et smertehelvede, som ingen kan sætte sig ind i, jeg har handlet med Gud, givet ham 5 år af mine sidste, bare for at blive smerterne kvit. Det har hjulpet, men aldrig har jeg oplevet noget der bare lignede.

Jeg har i alle disse uger tænkt på, hvor ondt min Jørgen har haft med kræften. Hvor var det synd. Man skal jo ikke tro, man kommer let gennem livet, vi får alle noget at døje med. Jeg har mange gange i min aftenbøn bedt om ikke at vågne næste dag, så ondt har jeg haft. Men nej, Søster vågnede op igen. Når nu mit ben bliver helt i orden igen, vil jeg gå ud, ikke snyde mig for det. Jeg vil leve igen, før var det bare med at få dagen til at forsvinde.

Jeg tror ikke der er nogen, der kan forstille sig hvor ondt det har været. Sådan noget bare kan komme på én eneste dag og så pine én halvt ihjel. Jeg er dybt taknemmelig over det er ved at hjælpe, hvad betyder så 5 år, hellere ét godt år end 6 år med smerter, nu får vi se, hvordan det går. Jeg vil i hvert fald til at blande mig med andre og naturen.

Mor

4-4-2004

Dette er en dato, der aldrig vil opstå i mit liv igen.

Jeg har fået det lidt bedre, men jeg har stadigvæk ondt i benet. Har været en tur på 9 dage på Sygehuset. Putte har lidt under, jeg var væk. Den har plukket sig, så den lignede en vanskabt med de små vinger, alle vingefjer var plukket af og helt ind til det bare skind. Der kan man se, hvor fugle elsker én. Jacob er mere robust anlagt. Jeg tager aldrig godvilligt fra de fugle mere, men det her var jo nødvendigt.

En tåre triller

på min kind      

græder stille i mit sind,

endnu en tåre baner vej,

ved du hvorfor?

Jørgen jeg savner dig

                           Mor

Døden er som et skib, der sejler bort med én af vores kære, vi står på stranden og ser det forsvinde, det bliver mindre og mindre og forsvinder helt i horisonten, der hvor himmel og hav mødes, vi ser på hinanden og siger ”Nu er han væk”, men ligeså sikkert er det, at der på den anden side står nogen og siger ”Se der kommer han”

Tag ikke alt for givet,

til låns er kun vort liv,

det varer tit kort forsmå det ej,

vær god mod hinanden

elsk og giv

Min hund betød så meget for mig

den så jo tåren på kinden

hvorfor at jeg græd forstod den ej,

jeg var jo glad forinden,

et slik på min hånd

den viser derved, sin store kærlighed

netop til mig

               Mor

8-7-2004

Nu går det godt igen for mig. Jeg synes livets landevej, har mange store, sorte huller, engang imellem falder jeg i dem, men får halet mig op igen.

Jeg har en god stor familie, som heldigvis har deres egen lille familie at holde sig til. Jeg har aldrig i de 17 år, jeg har været alene rigtig fundet melodien, med livets indhold. Jeg er så glad for at jeg har Erna’s datter Inge i Esbjerg. Vi skriver rigtig mange og lange breve til hinanden og det er sådan set  den eneste jeg skriver med. Hun hedder Inge Benthe og det er efter hende, mine to piger hedder Inge og Benthe. Men alting får jo en ende og jeg har nu besluttet, at jeg vil ligge her i Aars til sidst, det er her jeg hører endelig til.

Når vi når 2007 slutter vi med gravstedet i Hobro, men tager stenen af Jørgens grav herop og gemmer den til jeg skal bruge den. På den måde er vi endelig sammen. Det var med samvittighedsnag, jeg bestemte det, men nu bliver det sådan for mig.

25-7-2004

Nu kommer min bror og besøger mig, jeg glæder mig helt vildt til at se John. Han er jordens bedste menneske, men vi er jo også kun os to af de gamle, der er tilbage. Det bliver nogle dejlige dage, vi vil nyde begge to. Han må blive lige så længe han vil. Det der med farvel er ikke lige mig, jeg synes livet er ene farveller, man græder indvendig, men smiler udadtil, man er skuespiller af rang.

Vi havde en meget dejlig Schæferhund, som hed Jack der var politiopdraget, en dejlig og klog ven. Jack passede meget godt på mig. Vi havde også en kat, som hed Pjevs.  En dag fik Pjevs killinger og Jack var meget misundelig på Pjevs, så ligeså snart Pjevs var ude af sin kasse fra killingerne, snuppede Jack dem over i sin kurv og nussede dem overalt. Pjevs kom ind og Jack fik en over næsen og killingerne blev bragt tilbage til kassen. Endelig en dag syntes Pjevs at det nok var en god idè, at de alle kunne ligge i Jack´s store kurv, så der lå hund, kat og killingerne.

De store piger gemte fingerbøl og så skulle Jack gå ud i gangen og vente, mens det blev gemt og ligegyldigt hvor det var, fandt Jack det. Jack var altså en hunhund, men fik aldrig hvalpe. Den blev 13 år og det var en sorgens dag, da den fik brystkræft og var bundet op om maven med et stykke lærred, det var jo synd for den. På samme tid døde bedstemor, de boede på Nykøbing Mors. Mors mor og far var nogle fine mennesker der kom med gaver, så som sølvknive og gafler i det stel mor samlede på og jeg fik en sølvdaler, har solgt alle mønterne i de tider, hvor vi selv var lidt i nød, som gift. Det var jo bedst at få mad på bordet end nogle sølvmønter i en skuffe. Men det var jo en anden tid dengang.

Vi fik da jeg måske var 16-17 år en sort Schæfer, Rolf, han var også så dejlig en hund.   

Nu er vi nået til oktober 04 og jeg er blevet gladere. Alle de sorte sække er blevet sat og grundigt væk. Nu er de hvide sække kommet frem.

John sagde, at der er plads til de sorte, men de hvide er bedre. Det er fordi jeg har fået ”Orla”, som jeg kalder min computer. Den sætter mig daglig i godt humør og jeg skriver med Benthe, John, Inge og Birthe ind imellem. Det er som der er forår i mit sind, selv om vi er i oktober. Jeg er også ude blandt folk, så det der ”hængerøvsparti” er vist på retur. Jeg oplever gode ting.

Livet er som det er og intet kan laves om. John siger, hver dårlig dag er en spildt dag og nu kommer han igen til jul og bliver i to uger, bare skønt. Jeg har fået billeder ind på computeren og dem ser jeg så på og tænker, hver ting til sin tid. Der er fire tidsplaner for mig; barndommen, ungdommen, alderdommen og computertiden, så kan jeg ikke forlange mere i mit liv.  Jeg forlanger intet, men får meget, så jeg er tilfreds.

Det er jo op til mig at se de lyse tider og dem finder vi så frem. Jeg skal have sat billeder i bogen, så man kan følge, hvad jeg har skrevet om i den.

Jeg skriver fra vugge til grav.

Jeg har billede af Jørgens kiste og hans grav. Det er ikke tid til mere at ynke sig selv. Der er børn, børnebørn og oldeunger, der skal have et minde om mig, ikke som en sørgetante, for det er jeg ikke, men jeg er den ældste i familien, som til sidst fandt melodien.

Man kan sidde og se på billeder af alle dem, der er gået i forvejen og alle de dejlige hunde vi havde.

Der var de tre schæfere, som var Jørgens stolthed, når vi gik tur. Ikon, Hista og Honda. Der var den gode Fossi og den lille, søde Daisy, som var en fransk bulldog, som jeg fik af John. En dag da vi gik tur fandt Daisy en sut på gaden og stolt suttede på den. Det var min sidste hund. Nu er det jo papegøjerne, der er mine sidste dyrevenner.

Alt i alt er jeg blevet glad igen efter 17 år i kulkælderen, men nu ser jeg fremad. Jeg har jo så mange familiemedlemmer, de skulle helst mindes mig med glæde, det står der på Jørgens gravsten, som jo også bliver min, når den tid kommer ”Mindes med glæde”.

Jeg takker hele min familie for, hvad de har været for mig gennem tiden, jeg elsker jer alle.

Mit hundeliv.

Jørgen og jeg havde de dejligste hunde. Tre store schæfere, der var vores et og alt. Vores Dacia, varevognen, var bygget om til hundene. De havde deres faste bur. Hista og Ikon i et og Honda i et andet.

Det var sjovt mange gange, hvis vi holdt ved en forretning og folk intetanende gik forbi på fortovet, gav alle tre hunde sig til at gø, så hele bilen rystede, og det mest skægge var, at folk blev så forskrækkede, at selv den mest stivbenede kunne danse hen ad fortovet, og jeg som altid grinte når det skete, burde være så voksen, at jeg ville opføre mig pænt, men jeg nærmest skreg af grin, sådan har jeg altid været.

Vi kørte på træningspladsen og sikke et hundeliv, de sprang afsted alle tre og fik dagens motion. Man kan elske på mange måder, men de tre hunde var lykken for os. De hunde var jo kun otte uger når vi købte dem, det var en dyr kilopris, men de havde fine stamtavler. Hista blev kørt ihjel dagen efter hendes 2 års fødselsdag, nej, hvor vi sørgede. Manse var på Grønland, men havde ferie, så han kørte os til Ringkøbing og vi skulle se på Rindums Hundekennel, der købte vi jo Hista og der fik vi så Fossi.

Jeg ville gerne have haft en stor hund, der var Histas bedstemor, der var 6 år gammel. Histas udtrykte billede, men hende ville de jo ikke af med og det forstår jeg.

Jeg fik så Fossi, hun blev min trøst, da Jørgen døde. Hun passede så godt på mig, at folk gik over på modsatte fortov af skræk for hende, når vi kom gående, men hun var dejlig, bare et år var hun, da Jørgen døde.

Det er dejlige minder jeg har derfra. Når jeg var i seng om aftenen, sov Fossi i sin kurv, ved fodenden af min seng og mange gange gik den hen og lagde sit hoved op til mit, for at se om alt var i orden, det var jo betryggende for Fossi, så gik den hen i sin kurv og sov igen.

Man savner sit hundeliv og vi gik spor på markerne og de fandt ting, vi havde gemt. Som jeg siger, alt har sin tid, bare tit alt for kort, men det var nu en rigtig dejlig tid.

Honda var Jørgens et og alt. Honda kunne sidde længe og kigge kærligt med sine dejlige brune øjne op på Jørgen. Jeg sagde godt Honda er en han, ellers var jeg blevet meget jaloux over de hede blikke.

Når hundenes madskåle kom frem, satte de sig ned og hylede i kor, som om de fik bank. Vi måtte lukke dem ud i haven, for naboerne sagde: sig os, tæsker I de hunde? Nej de skal bare have deres mad. Det var så mit kapitel om vores schæfere.

Det gør frygteligt ondt at miste, også når det er vores dyr. De var jo vores børn i de år. Honda lå i dobbeltsengen i midten mellem os, indtil han blev for stor. Vi fik så Ikon et halvt år efter, så var de sammen i stuen nedenunder, de var fætre og meget gode venner. Ikon blev kastreret. Han var en lille hylende hund, men så fik vi Hista. Ikon var så afhængig af Jørgen og de to hunde. Ikon var en lille sjæl, som ikke skulle have levet, han var bange for meget, men vi holdt jo lige så meget af ham, som dem der var mere udviklet. Han var en god hund. Mette hentede ham, de kørte så i rutebil til Fårup og han hylede hver gang han var med, men om det var fordi han var på langfart eller hvad, vidste vi ikke, men Mette elskede Ikon og tog ham med gang på gang.

Dette har så været et udsnit af mit liv, som jeg har skrevet om til min familie, så de kan tænke over, hvordan det hele har været for mig, det var trods alt et godt liv, med op og nedture, som i ethvert liv her på jorden, tak til alle mine venner og familie, det er nu dejligt at leve. ”Dejlig er jorden og prægtig er Guds himmel”. Min bedste melodi.